Forslag om milliarder til støjbekæmpelse: - Jeg klapper i mine hænder
De Konservative vil afsætte to milliarder til støj-reducerende tiltag i 19 kommuner
Miljøstyrelsen vurderer, at vejstøj årligt er skyld i 200-500 tidlige dødsfald, fordi støjen kan give forhøjet blodtryk og hjertesygdomme.
Det er en af bevæggrundene for, at De Konservative vil oprette en pulje på to milliarder, der skal bekæmpe støjgener i 19 forskellige kommuner
I Helsted ved Randers bor man lige ud til den Nordjyske Motorvej.
I 25 år har nogle af beboerne kæmpet for at få et støjværn.
Her har man gennem årene været i kontakt med utallige transportministre.
Så at der nu måske er bedring på vej, skaber glæde.
- Jeg kan jo kun hilse det meget velkommen, og det er på vegne af samtlige beboere herude i Helsted, Hornbæk og Over Hornbæk, sagde Henning Sose fra Helsted, da han var med i TV2 ØSTJYLLAND’s udsendelse mandag aften.
Meldingen fra De Konservative på Christiansborg lød i dag sådan her.
- Vi kan se, at mange danskere er plaget af trafikstøj, det er noget, som giver livsstilssygdomme, fordi man får et højt stressniveau, fortæller Anders Johansson, politisk ordfører for De Konservative, til TV2 ØSTJYLLAND.
Ministeren siger 2021
Forslaget om at mærke to milliarder deler dog vandene i regeringen.
Ifølge transportministeren så vil der ikke være penge til en sådan pulje før i 2021.
- På det lidt længere sigt er det regeringens holdning, at vi bør investere væsentligt mere særligt i vores vejinfrastruktur. Som også statsministeren har givet udtryk for skal vi – når vi kommer nogle måneder frem – lave en ny investeringsplan. Og i den forbindelse er det også relevant at inddrage støjbekæmpelse, skriver transportminister, Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance, til TV2 ØSTJYLLAND.
Hos den tidligere Randers-borgmester og nuværende folketingspolitiker fra Venstre, Michael Aastrup Jensen, er tålmodigheden dog knap så stor.
Læs også
- Jeg har en meget kortere tidshorisont. Vi skal ikke glemme, at de her mennesker altså har døjet med det her problem i rigtig mange år, og vi oplever en kæmpe stigning i trafik på E45, og derfor skal vi have fundet en løsning, der er markant tidligere end 2021, forklarer Michael Aastrup Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Tilbage i Helsted sidder Henning Sose og krydser fingre for, at der denne gang bliver gjort noget ved det problem, han efterhånden sammen med 500-800 andre husstande ved Randers har levet med i 25 år.
- De sidste støjmålinger, der er blevet foretaget, der ligger vi på et niveau, der er 65-70 decibel. Det svarer til, at du står ud for de store højtalere på Roskilde Festival. Sådan har vi det dagligt 300-350 dage om året i dagtimerne. Om sommeren har vi ikke mulighed for at sidde ude på vores terrasser. Vi har en betydelig forringet livskvalitet, siger Henning Sose.