Forslag i Favrskov: Vil nedbringe antallet af omgjorte sager

Enhedslistens Peder Meyhoff har stillet forslag til, at der skal laves en handlingsplan for at nedbringe antallet af omgjorte sager på børneområdet

Tirsdag kunne TV2 ØSTJYLLAND fortælle historien om, at næsten halvdelen af alle ankesager fra Børn- og Handicapområdet i Favrskov Kommune bliver omstødt.

Helt præcist er der tale om, at kommunens beslutninger i 46 procent af tilfældene bliver omgjort i Ankestyrelsen.

Læs også 8-årige Marco har autisme: - Kommunen er en modspiller

Det er på baggrund af den historie, at Peder Meyhoff, der er medlem af Favrskov Byråd for Enhedslisten, nu stiller forslag om, at der skal en handlingsplan til for at nedbringe tallet. 

- Det er et helt vildt tal. Det er klart, at man ikke kan komme ned på 0, og der er også nogle sager, der er små formelle ting, men det er et enormt højt tal. Man kan også se, at der er nogle konkreter borgere, der føler, at de har oplevet kommunen som en, der prøver at spænde ben for dem fremfor at hjælpe dem. Måske har kommunen forestillet sig, at de har hjulpet, men så har de ikke gjort det godt nok, siger Peder Meyhoff til TV2 ØSTJYLLAND.

01:04

8-årige Marco har autisme, og hans familie oplever kommunen som en modspiller. Se indslaget her. 

Luk video

Selv sidder han i arbejdsmarkedsudvalget i kommunen, hvor man også bliver orienteret om, når der bliver indklaget sager til Ankestyrelsen. Men tallene er ikke tilnærmelsesvist så høje, som de er på Børn- og Handicapområdet. 

- Personalet er muligvis for pressede og hårdt spændt for til, at de kan sætte sig grundigt ind i sagerne. Så når jeg foreslår en handlingsplan, og at man er nødt til at opruste personalet, så skal der være nok til, at hver enkelt sagsbehandler ikke drukner i sager. Der er en grænse for, hvor meget de kan nå at klare ordentligt, siger Peder Meyhoff. 

Læs også Martha er mor til psykisk syg: Omsorgsdage ville give mig lidt ro

'Planen skal både omfatte forslag til hvordan forvaltningen kan oprustes, og hvordan dialogen med forældrene kan forbedres. Mht. det sidste vil vi pege på muligheden af at ansætte en kommunal børneombudsmand eller at udvide borgerrådgivningen med et børnekontor, men andre muligheder kan også tænkes', står der blandt andet i forslaget.

Det er først efter kommunalvalget, at forslaget bliver fremført i byrådet.