Forskning i verdensklasse: Østjysk professor modtager særlig medalje

Den aarhusianske kemi professor, Karl Anker Jørgensen, har onsdag modtaget den sjældent uddelte H. C. Ørsted Guldmedalje for banebrydende forskning.

Karl Anker Jørgensen er kemi professor på Aarhus Universitet, og fra i dag kan han også kalde sig prismodtager. Foto: Lars Svankjær

De sidste 30 år har den helt særlige og sjældent uddelte H. C. Ørsted Guldmedalje ligget gemt væk i en kasse og samlet støv.

Men for første gang i 30 år har medaljen nu igen set dagens lys, da Hendes Majestæt Dronningen i dag, onsdag, overrakte den helt særlige guldmedalje til den aarhusianske kemi professor Karl Anker Jørgensen.

Læs også Stort udendørs rygeforbud på vej - her skal smøgerne blive i lommen

- Jeg er vældig stolt over det. Og jeg er især stolt på Aarhus Universitets vegne. Gennem tiden har op til 250 danske og udenlandske studerende hjulpet mig med at udvikle den forskning, som jeg i dag bliver hædret for, siger Karl Anker Jørgensen til TV2 ØSTJYLLAND.

Jeg er meget ydmyg og - sagt på østjysk - lidt stolt over at være kommet i selskab med Danmarks største fysikere og kemikere.

Karl Anker Jørgensen, kemi professor, Aarhus Universitet

Med guldmedaljen er Karl Anker Jørgensen nu kommet i meget fint selskab med blandt andet Niels Bohr, som var én af de første modtagere af prisen i 1924.

- Jeg er meget ydmyg og - sagt på østjysk - lidt stolt over at være kommet i selskab med Danmarks største fysikere og kemikere, siger Karl Anker Jørgensen til TV2 ØSTJYLLAND.

Prisen blev overrakt for første gang i 1909 og har kun været uddelt 16 gange.

H.C. Ørsted Medaljen

H.C. Ørsted Medaljen er en pris af Selskabet for Naturlærens Udbredelse (SNU) i Danmark. Medaljen er opkaldt efter H.C. Ørsted, der grundlagde selskabet i 1824. Medaljen består af tre typer:

  • H.C. Ørsted Medaljen i guld gives for fremragende videnskabelige arbejder inden for fysikkens og kemiens områder. Der skal være tale om forskning i verdensklasse, og modtageren skal have publiceret inden for de seneste år.
     
  • H.C. Ørsted Medaljen i sølv gives for fremragende forskningsformidling af eksakt naturvidenskab til bredere kredse gennem en længere årrække.
     
  • H.C. Ørsted Medaljen i bronze gives for mangeårig fremragende formidling af eksakt naturvidenskab til bredere kredse gennem fx undervisning, museumsvirksomhed, arrangement af konkurrencer, foreningsvirksomhed eller tilsvarende.

 

Kilde: Selskabet for Naturlærens Udbredelse

Banebrydende forskning

For at komme med i den helt særlige klub af modtagere af H. C. Ørsted Guldmedaljen kræver det, at man har lavet forskning i verdensklasse.

Og det mener Selskabet for Naturlærens Udbredelse og Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, der står bag uddelingen af medaljen, altså at Karl Anker Jørgensen har gjort.

Prismodtageren er helt klart blandt de absolut bedste kemiker i landet, omend ikke den bedste. Han er en værdig modtager.

Mogens Høeg Jensen, præsident for Videnskabernes Selskab

- Prismodtageren er helt klart blandt de absolut bedste kemikere i landet, omend ikke den bedste. Han er en værdig modtager, siger Mogens Høeg Jensen, der er præsident for Videnskabernes Selskab, til TV2 ØSTJYLLAND.

Karl Anker Jørgensen var i dag i København for at modtage medaljen. Foto: Lars Svankjær

Karl Anker Jørgensens forskningsfelt er asymmetrisk katalyse. Med udgangspunkt i naturens kemi har han udviklet katalysatorer, der kan styre den tredimensionale dannelse og opbygning af molekyler, der forekommer som spejlbilleder af hinanden, så for eksempel kun ét af spejlbilledmolekylerne dannes.

I levende organismer forekommer kun én spejlbilledform af et givent molekyle, så forskningen i dannelsen af disse molekyler rækker langt ud over kemien til mennesker, dyr og planter og er grundlaget for alt levende.

Læs også Hans er hjerteløber og har været med til at redde liv

Karl Anker Jørgensens forskning har blandt andet fundet industriel anvendelse til fremstilling af medicinalprodukter under mere bæredygtige betingelser.

- Han er ekspert i katalytisk kemi, og så er han dygtig til at formidle videnskabelige resultater til et bredere publikum. Han har eksempelvis holdt over 900 foredrag til helt almindelige mennesker, og det talte med, da vi skulle vælge modtageren, siger Mogens Høeg Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.

Derudover har Karl Anker Jørgensen også publiceret massevis af artikler om sin forskning og er kendt i udlandet, hvilket også er blandt årsagerne til, at han nu har fået den fine guldmedalje. 

Karl Anker Jørgensen interesserer sig også for kunst, og det faldt i god jord hos Hendes Majestæt Dronningen. Foto: Lars Svankjær

Blev erklæret uegnet til gymnasiet

Det lå ikke ligefrem i kortene, at den i dag 64-årige Karl Anker Jørgensen skulle ende som prisbelønnet professor i kemi.

Faktisk blev han i sin tid erklæret ”ikke-egnet” til gymnasiet. Derfor valgte han en anden vej til universitetet via studenterkursus, og her åbnede en inspirerende lærer hans øjne for kemiens verden.

Læs også Staten tog herregårdens skatte - nu har jagten på de kostbare genstande båret frugt

- Jeg var på det rette sted på det rette tidspunkt, og det er dét, der gjorde, at jeg i dag ser på kemi, som jeg gør, siger Karl Anker Jørgensen til TV2 ØSTJYLLAND.

Foruden guldmedaljen har Karl Anker Jørgensen også modtaget et rejselegat på 75.000 kroner.

Her ses Karl Anker Jørgensen med H.C. Ørsted Medaljen i guld