Forskning for folket
Forskningsbøger skal sælges i Netto
Universitetsforskningen skal ud af de støvede universitets-kontorer og gøres både let tilgængeligt og let spiseligt for os alle sammen.
Derfor søsætter Aarhus Universitetsforlag nu bog-projektet "Tænkepauser", som betyder, at der hver måned udkommer en ny forskningsbog, skrevet i et let forståeligt sprog, som kan købes i Netto for 20 kroner.
- Vi vil gerne have, at flest mulige mennesker får glæde af den viden, der er på universitetet. Ud over, at vi som forlag skal publicere forskning til andre forskere, har vi også en forpligtigelse til, at den kommer ud og bliver brugt af flest mulige mennesker, siger forlagschef på Aarhus Universitetsforlag, Carsten Fenger-Grøndahl til DR Østjylland.
De 60 sider tykke bøger spænder fra over alt fra kvantemekanik og medicin til filosofi, psykologi og historie - og udkommer også som lydbøger og e-bøger.
Interesserede i at blive klogere
Forlagschefen er ikke i tvivl om, at der nok skal være almen interesse for at tage den ellers så tunge universitetsforskning med under natlampen, i hængekøjen eller på toilettet:
- Vi har i flere omgange forsøgt at gøre det, der sker på universitetet, attraktivt for mange mennesker. Og det virker. Folk er interesserede og vil gerne være klogere. Så vi er heldigvis i et land og i en tid, hvor folk faktisk er interesserede i at blive klogere, hvis man griber det rigtigt an, siger Carsten Fenger-Grøndahl.