Forskere skal løse mysterium

Kan komme millioner af mennesker til gode

Hver tredje menneske er smittet med tuberkulose, men det er kun hver tiende, som reelt kommer til at lide af sygdommen.

Men hvem er det, der bliver syg og kan smitte andre?. Det vigtige spørgsmål skal en række forskere fra Lungemedicinsk Afdeling på Aarhus Universitetshospital og virksomheden Immudex ApS nu forsøge at finde frem til.

Forskerne har fået fem millioner kroner til projektet, som skal løbe over de næste tre år.

Målet er, at de skal finde frem til en ny og mere præcis undersøgelsesmetode, som i sidste ende kan betyde liv eller død for millioner af mennesker:

- Vi kan sagtens behandle tuberkulose. Men vi er ikke ret gode til at udpege de smittebærere, som på sigt vil blive syge af tuberkulose. Det er en stor begrænsning, og det er her, at dette projekt kan blive revolutionerende, siger overlæge Ole Hilberg fra Lungemedicinsk afdeling i Aarhus.

På verdensplan udvikler 8,6 millioner mennesker tuberkulose hvert år og 1,5 millioner af dem dør af sygdommen.