Forsker: Usædvanlig opfordring til politiker i sexsag

Forskningschef finder det usædvanligt, at borgmester opfordrer politiker til at trække sig, før der er en dom

Roger Buch mener, at det er en meget spektakulær melding fra en borgmester at sige, at en politiker skal trække sig, før han er dømt for noget som helst.

OPDATERING: Per Zeidler er torsdag eftermiddag blevet afsat som formand for Familieudvalget i Syddjurs Kommune. Læs mere her.
___

Det er en "spektakulær udmelding" fra Syddjurs' borgmester, når han opfordrer en byrådspolitiker, der ikke er dømt for noget, til at trække sig.

Det mener forskningschef Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus.

Læs også Hastemøde: Vil have afsat formand efter påstået sag om sexorgie

- Jeg tænker, det er en meget spektakulær melding fra en borgmester at sige, at en politiker skal trække sig, før han er dømt for noget som helst, siger Roger Buch.

Jeg tænker, det er en meget spektakulær melding fra en borgmester at sige, at en politiker skal trække sig, før han er dømt for noget som helst.

Roger Buch, forskningschef

Baggrunden er, at Syddjurs' borgmester, Claus Wistoft (V), har opfordret udvalgsformand Per Zeidler til at trække sig fra byrådet.

Det sker i kølvandet på artikler i Århus Stiftstidende, der beskriver, hvordan byrådspolitikeren i flere tilfælde har fragtet to unge kvinder til sexarrangementer i et forsamlingshus ved Vejle.

Skal forholde sig til formalia

I det ene tilfælde foregik det, mens der samtidig blev holdt byrådsmøde i Ebeltoft.

Roger Buch peger på, at det normalt er Valgbarhedsnævnet, der tager stilling til, om en person er værdig til at sidde i byrådet. Og det sker, først når der foreligger en dom eller en anden form for sanktion.

Vi plejer at have det princip i et retssamfund, og også i kommunalpolitik, at man ikke er skyldig, før man eventuelt er dømt.

Roger Buch, forskningschef

- Det kan godt være, at borgmesteren mener det af et ærligt hjerte, men han skal jo også forholde sig til formalia.

- Vi plejer at have det princip i et retssamfund, og også i kommunalpolitik, at man ikke er skyldig, før man eventuelt er dømt.

Læs også Nye beskyldninger mod politiker: Har ikke styr på økonomien

Torsdag eftermiddag er der indkaldt til ekstraordinært møde i udvalget for familie og institutioner, som Per Zeidler er formand for.

Omkonstituering vil kun være symbolsk

Udvalget kan ikke sætte det udskældte byrådsmedlem på porten, men en mulighed er at foretage en ny konstituering.

Det kan blive aktuelt, hvis de øvrige medlemmer af udvalget ønsker at fratage Zeidler posten som udvalgsformand.

02:37

Per Zeidler har tidligere været i vælten, fordi han havde økonomisk udeståender med flere lokale virksomhedsejere. For dette blev han ekskluderet fra Liberal Alliance. Her kan du se interview, hvor Per Zeidler svarer på spørgsmål om sammenhængen mellem hans privatøkonomi og hans politiske arbejde.

Luk video

- Det vil være en symbolsk handling. Der er meget kort tid tilbage af valgperioden, men rent teknisk kan det godt lade sig gøre, siger Roger Buch.

Per Zeidler stiller op til kommunalvalget sammen med sin søn Christian for deres eget parti Den Social-liberale Borgerliste.

Læs også Per Zeidler stiller op til valg sammen med sin søn

Østjyllands Politi har torsdag oplyst, at to 54-årige mænd fra henholdsvis Syddjurs og Vejle sigtes for rufferi i forbindelse med arrangementer i forsamlingshuset ved Vejle.

Begge mænd er løsladt efter endt afhøring, men sigtelsen opretholdes.