Forsker hyldes: Større chance for at overleve blodpropper

En forsker har udviklet en metode, så patienter, der rammes af en blodprop i hjertet, har større sandsynlighed for at overleve.

Hans Erik Bøtker er blevet belønnet for sit arbejde i forbindelse med at mindske følger, når patienter rammes af en blodprop i hjertet. Foto: Novo Nordisk Fonden

En blodprop i hjertet kan have fatale konsekvenser, men professor Hans Erik Bøtker fra Aarhus har udviklet en metode for, hvordan man kan mindske følgeskader og øge chancerne for overlevelse.

Det bliver Hans Erik Bøtker nu belønnet for med den nationalt anerkendte forskningspris Hagedorn Prisen, der uddeles for en fremragende forskningsindsats.

Læs også Lars fik blodprop og hjertestop: Reddet af held og hurtighed

- Det kommer meget bag på mig, fordi jeg tænker jo bare, at jeg har passet mit arbejde, men jeg er da glad for, at jeg har gjort en indsats, som andre synes, jeg har gjort mig fortjent til, siger professor Hans Erik Bøtker til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er virkelig dejligt for mit fremtidige arbejde, fordi jeg jo så kan lave mere forskning, som er det, jeg brænder for.

Hans Erik Bøtker, forsker

Hagedorn Prisen uddeles af Dansk Selskab for Intern Medicin, hvilket betyder, at det er Hans Erik Bøtkers egne kolleger, der har stemt på ham som modtager. Med prisen følger 1,5 millioner kroner til videre forskningsarbejde, hvilket betyder, at Hans Erik Bøtker kan nå endnu længere med sine metoder.

- Det er selvfølgelig en stor anerkendelse at blive udpeget som modtager af mine hjertelæger kollegaer, men det er også virkelig dejligt for mit fremtidige arbejde, fordi jeg jo så kan lave mere forskning, som er det, jeg brænder for, siger Hans Erik Bøtker.

I 2012 var professor Hans Erik Bøtker med i TV2 ØSTJYLLANDs programserie 'IQ'. Se herunder:

27:53 Luk video

Mindsker følger efter blodprop

Den metode, forskeren har udviklet, går ud på, at når en person bliver ramt af en blodprop i hjertet, så kan man allerede ved forbehandlingen gøre en forskel for patienternes overlevelse. Ved hjælp af en blodtryksmanchet kan man lukke for blodtilførslen i armen på patienten, så pulsåren til hjertet lukkes til, og skaderne på hjertet mindskes.

Læs også Søn reddede sin fars liv på parkeringsplads

- Ved en blodprop får man et sår på hjertet, som ikke kan hele ordentligt uden at der kommer arvæv. Men med den her metode kan vi hjælpe til, at såret bliver mindre, og jo mindre såret på hjertet er, desto nemmere bliver det også at leve med efterfølgende, fortæller Hans Erik Bøtker.

Jeg har bare været heldig at være på det rette sted på det rette tidspunkt.

Hans Erik Bøtker, forsker

Derudover har forskeren også udviklet en metode til at måle sukkeroptaget i hjertet hos sukkersygepatienter for at undgå hjerteproblemer hos diabetespatienter. Hjertet hos personer med sukkersyge kan ikke optage sukker, hvilket betyder, at de har større risiko for blodpropper, men Hans Erik Bøtkers metode gør, at det er nemmere at forebygge hjerteproblemer. 

Hans Erik Bøtker holder til på Aarhus Universitetshospital, hvor han både forsker og behandler patienter.

Hans Erik Bøtker mener dog ikke, at han alene kan tage æren for hans metoder.

-  Det hele er jo noget, vi laver i tæt samarbejde i forskningsgrupper, så jeg har bare været heldig at være på det rette sted på det rette tidspunkt, siger han. 

Læs også App hjælper mod hjertestop: Tusindvis er klar til at redde dit liv

Lars overlevede blodprop og hjertestop

Én af dem, der har oplevet på egen krop, hvordan Hans Erik Bøtkers metode virker, er den 52-årige Lars Rasmussen. Tilbage i oktober fortalte TV2 ØSTJYLLAND historien om, hvordan Lars Rasmussen blev ramt af hjertestop, mens han spillede basket. 

Hans hjerte stoppede med at slå i ti minutter, men alligevel lykkedes det personalet på sygehuset at genoplive ham.

- Jeg er dybt taknemmelig over, at de ikke gav op efter fire-fem minutter, at de blev ved, fortalte Lars Rasmussen til TV2 ØSTJYLLAND i oktober sidste år. 

01:53

VIDEO: Lars Rasmussen fik blodprop og hjertestop, men havde heldet med sig, fordi han var på det rette sted. Videoen er fra oktober 2018.

Luk video