Forsker fængslet i sag om seksuelt misbrug af barn
En forsker er angiveligt blevet fremstillet i grundlovsforhør for dobbeltlukkede døre ved Retten i Aarhus
En dansk, internationalt kendt forsker er torsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger bag dobbeltlukkede døre ved Retten i Aarhus, skriver TV 2.
Anklager ved Østjyllands Politi Lisbeth Weiss Petersen ønsker ikke over for TV 2 at løfte sløret for, hvad sagen drejer sig om. Men ifølge TV 2 handler sagen om seksuelt misbrug af et barn.
Læs også
Når et grundlovsforhør bliver holdt for dobbeltlukkede døre, må pressen og tilhørere end ikke være til stede, når sigtelsen læses op.
Om den komplette mørklægning af sagen siger Lisbeth Weiss Petersen til TV 2:
- Det er sket på grund af sagens karakter og omstændighederne omkring den.
Læs også
Mandens forsvarer, Anders Skovholm, har ingen kommentarer.
- Tal med Østjyllands Politi, siger han til TV 2.
Der er desuden nedlagt navneforbud i sagen. Det vides ikke, om fængslingen kæres, eller hvordan manden forholder sig til anklagen.
Han er varetægtsfængslet til 8. december.