Forsker: Drop den tunnel!
Opfordrer politikere til at løse trafikkaos
Hver dag må folk i Aarhus bruge tid på at sidde i kø i myldretrafikken. Det kan løses, hvis politikerne vælger at prioritere pengene rigtigt, mener fremtidsforsker Jesper Bo Jensen.
I stedet for at bruge pengene på Marselistunnelen, skulle politikerne i stedet for satse på at løse trafikproblemerne andre steder:
- Det kunne være, at det Aarhus havde brug for, var at udbygge vejsystemet rundt om byen langt bedre, siger fremtidsforsker Jesper Bo Thomsen til TV 2 | ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Byen er ved at gå til i trafik. Vi er det sted i Danmark, hvor der er mest forsinkelse. Langt mere end i København.
Opfordringen til politikerne om at gentænke deres prioriteringer kommer dagen efter, at Aarhus Kommune for anden gang har fået afslag på et lån fra Økonomi- og Indenrigsministeret. Lånet på 870 millioner skulle være brugt på etablering af en havnetunnel ved Marselis Boulevard.
- Nu har man fået nej nogle gange til at låne de her penge, så er det måske en god idé at sige, gad vide, om vi kommer igennem med det. Vi genåbner forliget, vi finder en bedre løsning, siger fremtidsforsker Jesper Bo Thomsen til TV 2 | ØSTJYLLAND
Politikerne bag tunnelprojektet er dog ikke begejstrede for forslaget om at droppe tunnellen.
- Vi kan jo ikke løse de aktuelle udfordringer i dagens trafik ved at fjerne de muligheder, vi har for fremtidens trafik, siger Marc Perera Christensen (K), rådmand for Kultur og Borgerservice, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se, hvad trafikselskaberne siger til trængselsproblemerne i tv-indslaget øverst i artiklen.