Forrygende Horsens-fight: Vinder over FCK i Parken

AC Horsens tager overraskende hjem fra Parken med tre point

AC Horsens' Bjarke Jacobsen kunne efter slutfløjtet juble over den flotte sejr over FCK. Foto: Liselotte Sabroe - Ritzau Scanpix

Foto: Liselotte Sabroe - Ritzau Scanpix

Foto: Liselotte Sabroe - Ritzau Scanpix

1 af 3

AC Horsens fik en forrygende indledning på den nye sæson i Superligaen, da østjyderne mandag aften besejrede FC København i Parken.

1-2 lød resultatet ved slutfløjt, men det kunne Viktor Fischer have ændret på i overtiden, da han misbrugte et straffespark for FCK. 

Hallur Hansson og Bjarke Jacobsen scorede gæsternes to mål i anden halvleg, inden Rasmus Falk udlignede kort før tid.

Læs også Minut for minut: AC Horsens fighter sig overraskende til sejren i Parken

Begge hold lagde ud med flere debutanter, og det var til at se på spillet på banen, der bar præg af mange dueller og fejlafleveringer.

Det var først få minutter før pausen, at begge hold viste tænder. 

FCK stillede op med sine nye angribere Dame N'Doye og Kenan Kodro i angrebet, og det var også de to spillere, som var tættest på at bringe hjemmeholdet i front få minutter før pausen. 

Horsens-cheftræner Bo Henriksen havde en god aften i Parken. Foto: Liselotte Sabroe - Ritzau Scanpix

Horsens-defensiven blev fanget i ubalance, da FCK-fløjen Robert Skov blev sendt i dybden mod Horsens-målet. Skovs tværpasning ramte Dame N'Doye, der fra kanten af feltet bragede bolden på overliggeren.

Den kraftfulde returbold endte hos Kenan Kodro, som headede over det tomme mål.

Kort før pausen var udeholdet tæt på at bringe sig i front, da anfører Søren Reese hoppede højest efter et langt indkast, men FCK-målmand Stephan Andersen reddede flot.

Horsens farligst efter pausen

Horsens var også det farligste hold efter sideskiftet, og allerede 12 minutter inde i anden halvleg var det kun overliggeren, som forhindrede Hallur Hansson i at bringe udeholdet i front.

To minutter senere fik Hansson og Horsens dog noget at juble over, da færingen fra kanten af feltet sparkede bolden ind bag Stephan Andersen.

Efter 67 minutter var den gal igen i FCK-forsvaret.

Læs også Ekspertens dom: Sådan klarer de østjyske hold sig i Superligaen

Mikkel Qvist sendte et langt indkast ind i det lille målfelt, og med ryggen til målet dirigerede midtbanespilleren Bjarke Jacobsen bolden ind i det tomme mål. 

Med 11 minutter igen var FCK tæt på at reducere, men Michael Lüftners hovedstød blev flot reddet af Søren Reese på målstregen. 

To minutter senere stod stolpen i vejen for en reducering, da Carlos Zeca headede et hjørnespark på stolpen.

Alligevel fik FCK bragt spænding tilbage i kampen med fem minutter igen, da Rasmus Falk flot headede Nicolai Boilesens indlæg i mål. 

Resten af kampen var et bombardement mod Horsens-målet, og i overtiden fik FCK så tilkæmpet sig straffesparket, da Horsens-målmand Matej Delac tacklede benene væk under Viktor Fischer.

Debutanten i Horsens-målet fik dog revanche, da han flot reddede Fischers straffespark. 

Mandag d 23. juli skal FCK forsøge at få sæsonens første point, når holdet gæster Hobro. 

Horsens tager hjemme imod Randers FC søndag d 22. juli.

FC København - AC Horsens 1-2 (0-0)

0-1 Hallur Hansson (59. min.)
0-2 Bjarke Jacobsen (67. min.)
1-2 Rasmus Falk (85.)

Tilskuere: 11.890