Fornem pris til Anders Baggesen

Skuespilleren Anders Baggesen er netop blevet hædret med kunstnerlegat på 75.000 kroner

Foto: Isak Hoffmeyer

Anders Baggesen, der medvirker i samtidskomedien Salamimetoden på Aarhus Teater, er blevet tildelt Ole Haslunds Kunstnerlegat for sine store evner som skuespiller.

- Udtrykket 'at holde publikum i sin hule hånd' nærmer sig faretruende klichéen. Ikke desto mindre er det, hvad skuespilleren Anders Baggesen ofte har gjort - senest som skraldemanden Doolittle i My Fair Lady på Aarhus Teater i sidste sæson, lyder det i bestyrelsen for Ole Haslunds Kunstnerfonds begrundelse for overrækkelsen.

De fortsætter:

- Anders Baggesen investerede al sin menneskelige nysgerrighed og hele sit kunstneriske talent og gjorde den barkede, alkoholiserede mand af folket til forestillingens kunstneriske højdepunkt.

Både børnenes og de voksnes univers

Siden uddannelsen på Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 1980 har Anders Baggesen på nær nogle få freelance-sæsoner været del af den århusianske landsdelsscenes ensemble. Han har ligeledes gæsteoptrådt på en lang række teatre over hele landet.

Men det er langt fra 'kun' musicalerne, han har specialiseret sig i - på Aalborg Teater slog han i midtfirserne sit navn fast i det dramatiske rollefag i Lars Noréns 'Natten er dagens mor' og 'Kaos er natbo til Gud', lyder det fra bestyrelsen, som tilføjer:

På Aarhus Teater har han med uforstilt loyalitet udforsket både børnenes og de voksnes universer, det klassiske og det nye. At han også har et stort komisk talent - ja, er en slags gøgler - viste sig i bl.a. Holbergs Melampe og i Büchners Woyzeck.

Overrækkelsen af prisen finder sted ved en reception i fondens lokaler i København på onsdag.