Formodet børnelokker løsladt

45-årig formodet børnelokker løsladt. Han er dog stadig sigtet for overgreb mod to fem-årige piger.

Den 45-årig mand, der er sigtet for at have bundet to fem-årige piger på en legeplads nær Randers, er på fri fod.

Den 45-årige blev efter et grundlovsforhør i fredags fængslet i tre døgn, men i går blev han ifølge vicekriminalinspektør Jens Nørvang løsladt. Randers Politi sigter dog stadig manden for overgrebet, der fandt sted forrige weekend.

Manden, der bor alene i den sydlige del af Randers, er mistænkt for at stå bag overgrebet mod de to piger fra forstaden Romalt. Gerningsmanden lokkede de to piger hen på legepladsen under dække af, at han ville vise dem nogle tryllekunster. Derefter bandt han dem på hænder og fødder, men han opgav dog sit forehavende, da den ene pige begyndte at skrige. Han løsnede derefter rebene, sagde undskyld og forsvandt.