Formodede røvere anholdt
Østjyllands Politi har anholdt to mænd, der mistænkes for røveri mod en Shell tankstation i Århus.
I forvejen sidder en af de tre formodede gerningsmænd varetægtsfængslet mistænkt for røveriet mod Shell tankstationen på Grenåvej i Risskov den 15. august.
Tre mænd kom ind i butikken, hvor de stjal varer, og forlod butikken uden at betale.
Ekspedienten fulgte efter gerningsmændene ud af butikken, hvor han blev truet med en flaske, og efterfølgende slået i ansigtet med knytnæve, ligesom gerningsmændene påkørte ekspedienten med bil, da de flygtede fra stedet.
Efterfølgende efterlyste politiet de to medgerningsmænd blandt andet ved hjælp af offentliggørelsen af overvågningsbilleder. Og onsdag er det altså lykkedes at anholde en 19-årig og en 31-årig mand, som politiet mener er identiske med mændene på billederne.