Formentlig forlig om motorvej i dag
Forligskredsen bag den kommende motorvej ved Silkeborg forventer at få de sidste detaljer på plads onsdag.
Det har været en meget lang proces. Men i dag sætter Venstre, De Radikale, Konservative og Dansk Folkeparti sig formentlig for sidste gang til forhandlingsbordet for at få den endelige aftale om Silkeborg-mortorvejen på plads.
Partierne er enige om, at linieføringen skal være den såkaldte kombilinie, men spørgsmålet om, hvor meget af motorvejen, der skal støjdæmpes, og hvordan, har indtil nu været med til at forsinke et endeligt forlig.
Den radikale forhandler, Johs. Poulsen, har tidligere sagt til Ritzau, at hans parti og Dansk Folkeparti har bragt overdækningen af et stræk af motorvejen ved Gødvad Bakke op i forhandlingerne som en indrømmelse til silkeborgenserne.
Sådan en overdækning vil ifølge Vejdirektoratets beregninger koste 220 millioner kroner. Transportministeriet regner dog forud for det afsluttende forhandlingsmøde på, om overdækningen kan laves billigere.