Formand: Vigtigt at vi udnytter den omtale landsholdet har skabt

05:39

Fodboldklubber håber, at landsholdets succes kan få flere kvinder til at snøre støvlerne.

Kvindelandsholdet har haft stor succes til EM. Men herhjemme daler antallet af kvindelige fodboldspillere

Det danske kvindelandshold spiller torsdag aften semifinale ved Europamesterskaberne i fodbold.

Holdet har på grund af de flotte præstationer fået meget omtale og opmærksomhed, og det er ikke bare godt for landsholdet men også for sporten. Det mener i hvert fald formanden for Kvindefodbold ved VSK Aarhus, Marie Greve.

- Vi synes jo, at landsholdet lige nu er en vanvittig dygtig og god eksponent for, hvad kvindefodbold kan, og uanset hvordan man vender og drejer det, så kan det ikke det samme som herrefodbold, men det kan noget andet. Det er en selvstændig idrætsgren, som også skal anerkendes, siger Marie Greve.

Selvom kvindelandsholdet i øjeblikket nyder stor succes ved EM i Holland, så ser det anderledes svært ud i klubberne. Der er nemlig færre kvinder, der vil spille fodbold i klubberne. 

DBU's medlemstal viser, at antallet af kvindelige fodboldspillere i Danmark er faldende

Men det håber Marie Greve fra VSK Aarhus, at kvindelandsholdets succes kan være med til at lave om på.

- Jeg tror, det er vigtigt, at vi udnytter det mulighedsrum, som landsholdet har skabt i forhold til omtale. Når jeg siger, at vi skal udnytte det, så er der to ben i det. Der er hele talent- og elitedelen, som skal være opmærksom på at høste den omtale ud til liga-niveau så vi kan få nogle flere kommercielle partnerskaber. Men det andet, der er lige så vigtigt, er, at vi skal have piger til at starte tidligere til fodbold, siger Marie Greve. 

Formand for kvindefodbold i VSK Aarhus, Marie Greve, håber, at man kan udnytte landsholdets succes til at få flere kvindelige fodboldspillere i klubberne.

DBU vil fordoble antallet af kvindelige fodboldspillere

Også hos DBU har man fokus på den kvindelige del af sporten. Her tror man på, at et øget fokus på blandt andet faciliteter kan øge antallet af kvindelige fodboldspillere

- Vi skal sikre bedre faciliteter. Vi skal sikre trænere, der forstår pigerne og kvinderne. Vi skal sikre bedre træningstider, og som en del af facilitetsdelen, så skal vi også sikre bedre omklædningsrum. Så det vil være nogle af de konkrete initiativer vi sætter i gang, og det vil vi gøre via vores lokale unioner, og ruller det ud i forhold til klubberne, siger formand i DBU, Jesper Møller. 

Læs også Så lidt ved de om kvindefodbold

Hos DBU ser man gerne en fordobling af antallet af kvindelige fodboldspillere i Danmark. Derfor har man nedsat en kommission, der skal udarbejde en rapport med konkrete forslag til forbedringer.

- De kommer med en rapport, og som jeg nævnte, så kommer de med mindst ti forslag til, hvordan vi kan understøtte den her vision, hvor vi gerne vil fordoble antallet af kvindelige fodboldspillere, siger Jesper Møller.

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig