Formand: Ny økonomiaftale giver løft til sundhed

Regionsrådsformand Bent Hansen jubler ikke, men kan se muligheder i regionernes nye budget

Bent Hansen er tilfreds med den nye aftale for regionernes økonomi. Foto: Henning Bagger - Scanpix

Der er indgået en aftale om regionernes økonomi næste år. Aftalen betyder, at regeringens krav om en produktivitetsstigning på to procent står ved magt. Men alligevel kan formand for Region Midtjylland, Bent Hansen (S), se positive elementer i den.

For regionerne får 500 millioner kroner ekstra til et løft af sundhedsområdet, ligesom der er afsat penge til ekstra pladser på psykiatriområdet.

Læs også Lægeforening: For lidt fokus på kvalitet i ny aftale

- Aftalen er rimelig. Jeg jubler ikke, men vi har fået et reelt løft til sundhed. Samtidig har regionerne på landsplan fået 2,2 mia. kr. til nybyggerier, renovering og teknisk udstyr på hospitalerne, vel at mærke ud over kvalitetsfondsbyggerierne, siger Bent Hansen.

Han tror dermed på, at den i forvejen planlagte plan for Region Midtjylland kan fortsætte.

Læs også Supersygehus skal spare igen: Det kan ikke blive ved

- Niveauet stemmer med de forudsætninger, vi i Region Midtjylland allerede har indarbejdet, og det er vigtigt, for Region Midtjylland har en meget ambitiøs investeringsplan, siger Bent Hansen (S).

Bent Hansen understreger dog, at der fortsat vil være et betydeligt pres på regionens anlægsbudget fra mange nye projekter – lige fra nybyggerier til tiltrængt renovering.