Formand er optimistisk: Tunø får sit eget postnummer

Beboerne på Tunø stemmer i denne måned om, hvorvidt øen skal have et selvstændigt postnummer

Foto: Kim Haugaard - Scanpix

8300.

Det er postnummeret, man skal skrive på kuverten, hvis man vil sende et brev til Tunø.

Den lille ø i Kattegat deler nemlig postnummer med Odder, som også er den kommune, øen hører under.

Læs også Theodor er det første barn født på Tunø i 50 år

Snart kan det dog være fortid. En afstemning om et selvstændigt postnummer er netop i gang, og hvis man skal tro formandenfor Tunø Beboerforening og ejer af Thunø Kro, Jan Heitmann, så er der flertal på øen for forslaget:

- Det er er der helt sikkert. Der er mange fordele ved det både, når det kommer til branding, men også rent praktisk, siger han til TV2 | ØSTJYLLAND.

Beboerformand på Tunø Jan Heitmann tror på, at det snart bliver muligt at skrive "8799 Tunø".  Foto: Privatfoto

Afstemningen om ø-postnummeret er muliggjort efter en ændring i postloven i 2016, som netop åbnede op for, at de de danske øer kunne få deres eget postnummer. 

Der skal et flertal på 60 procent til for, at forslaget vedtages. Ifølge Danmarks Statistik bor der omkring 114 mennesker på Tunø. Det vil sige, at omkring 68 af øboerne skal vende tomlen op. 

Både fordele og ulemper

Tunø har tidligere haft sit eget postnummer. Dengang hed det "8799". Det er også det postnummer, som beboerne på Tunø nu har søgt om at få tilbage. 

Læs også Tunø-formand glæder sig: Busselskaber har allerede booket ture

En af fordelene ved, at Tunø kan adskille sig fra Odder, når det kommer til cifrene i postnummeret, er, at en del misforståelser kan undgås, fortæller beboerformand Jan Heitmann:

- Der er klassikeren, når man ringer 112, og de så med det samme er klar til at sende en ambulance, fordi de tror, man ringer fra Odder. I stedet skal de sende en helikopter. På den måde kan man spare tid. 

(Artiklen fortsætter under grafikken)

 

På andre fronter kan der måske også være ulemper og dermed grunde til, at måske ikke alle på øen stemmer ubetinget ja:

Måske vi får billigere forsikringer. Der er ikke nogle indbrud og slet ikke nogle bilulykker herovre.

Jan Heitmann, formand for Tunø Beboerforening

- Det er selvfølgelig lettere at afskrive et ø-postnummer. Eksempelvis, hvis der ikke skal udbringes pakker. Det kan man ikke på samme måde, som hvis det var 8300 Odder. Så er der også hele det med stormsikring/kystsikring, men nu må vise, fortæller Jan Heitmann:

- Måske vi får billigere forsikringer. Der er ikke nogle indbrud og slet ikke nogle bilulykker herovre, griner han og hentyder til, at Tunø - mange bekendt - er en bilfri ø. 

 Hvad resultatet af afstemningen på Tunø bliver, afsløres onsdag den 5. april, hvor Odder Kommunes borgmester Uffe Jensen (V) besøger øen.