Forlystelse i Friheden brød i brand: Ude af drift i flere dage

Fredag formiddag gik der ild i noget isolering og elinstallationer under karrusellen Den Blå Ballon i Tivoli Friheden

Karrusellen Den Blå Ballon i Tivoli Friheden brød fredag formiddag i brand. Foto: Tivoli Friheden / Claus Bech - Scanpix

Et uheld med en ukrudtsbrænder lukker nu en af Tivoli Frihedens børnekarruseller. En gartner kom til at antænde noget isolering under Den Blå Ballon, og Østjyllands Brandvæsen måtte tilkaldes.

- Personalet havde allerede fået godt styr på flammerne, så vi pillede blot nogle plader af forlystelsen, og så efterslukkede vi, siger indsatsleder hos Østjyllands Brandvæsen, John Korsbak, til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Medina og Ukendt Kunstner fuldender Fed Fredag-programmet

Flammerne har spredt sig fra isoleringen og videre til et elskab, og derfor går der nu også noget tid, inden Den Blå Ballon er funktionsdygtig igen.

- Der er beskadiget noget elektronik i karusselen, så den kommer ikke til at køre de kommende dage, siger direktør i Tivoli Friheden, Henrik Olesen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Der var heldigvis ingen gæster til stede ved forlystelsen eller i parken i det hele taget, da branden brød ud. Tivoli Friheden åbner nemlig først i dag kl. 17 til Fed Fredag, hvor Joey Moe optræder. Ingen personer kom derfor noget til.

Læs også Ung spritbilist kørte rundt med spædbarn på bagsædet

- Gartneren havde fået noget sod i hovedet, kunne jeg se, da han brødebetynget kom ind på mit kontor og fortalte, hvad der var sket. Han var noget chokeret, men der er jo tale om et hændeligt uheld, siger Henrik Olesen.

Østjyllands Brandvæsen var efter 20 min. færdige med deres arbejde i forlystelsesparken, og nu skal teknikere så have kigget på, hvor meget der skal laves på Den Blå Ballon, for at den kan komme i brug igen.