Forløsning i Aarhus
Glæden og lettelsen var ikke til at tage fejl af
Alle fra spillere over fans til oprydningsholdet på NRGI Park i Aarhus virkede lettede og glade, efter AGF søndag eftermiddag sikrede sig en plads i næste sæsons Superliga med en sejr på 1-0 over Skive IK.
- Det er jo en glæde og en lettelse, at vi nu er rykket op. Vi ville også nødigt skuffe fansene her på hjemmebane, siger Martin Jørgensen.
Den tidligere Udinese- og Fiorentina-spiller havde svært ved at rangere oprykningen på sin egen skala over succeser, men kampe i Champions League for sidstnævnte klub er ikke helt nemme at slå.
- Det er første gang, jeg har vundet en turnering, så det er godt at prøve. Men jeg har selvfølgelig prøvet nogle ting, som nok er lidt større, siger Martin Jørgensen.
Ikke spillet sprudlende
Trods status som tophold har AGF langt fra spillet sprudlende fodbold i alle kampe i sæsonen, og det har tidligere fået fans til at buhe af spillerne - selv efter en 1-0-sejr over Fredericia for halvanden uger siden. Men det sikre spil har været en nødvendighed.
- Der er jo nogen af os, der har spillet i Italien, så vi ved godt, hvad det drejer sig om. Det er måske ikke så kønt at se på, men det giver resultater, siger Martin Jørgensen.
Hverken Martin Jørgensen, topscorer Peter Graulund eller træner Peter Sørensen havde efter kampen lyst til at vurdere holdets kvaliteter i forhold til den kommende sæson i Superligaen.
Alle tre virkede til at have mere lyst til at feste end at svare på spørgsmål fra journalister, og særligt Peter Sørensen blev lidt småirriteret og gik, da han blev bedt om at vurdere chancerne for overlevelse i den kommende sæson.
- Jamen, vi kommer ikke en tur ned denne gang, siger Peter Sørensen.