Forlænget spilletid i Gellerup

De familier i Gellerup, som Brabrand Boligforening vil smide ud, kan ånde lettet op foreløbig. I følge eksperter kan der gå helt op til fire år, før familierne eventuelt bliver tvunget til at flytte.

Brabrand Boligforening har bedt tre familier til kriminelle unge i Gellerup om at forlade deres lejligheder. Men der kan komme til at gå betydeligt længere tid end de 14 dage fristen lyder på, før boligforeningen kan få sin vilje.

Det vurderer eksperter, som TV 2 / ØSTJYLLAND har talt med.

- Der kan gå tre-fire år, før familierne eventuelt må forlade deres hjem, siger Århus-advokat Søren Lyager.

Hans vurdering bakkes i øvrigt op af advokat og Professor i jura, Halfdan Krag Jespersen. Det er nemlig højst sandsynligt, at Fogedretten ikke vil tage affære før boligretten har set på sagen. Og hvis sagen bagefter skal igennem resten af retsmaskineriet, så får udsmidningen lange udsigter, lyder vurderingen.

Se mere i aftenens nyhedsudsendelse på TV 2 / ØSTJYLLAND kl. 19.35.