Forhindrede brand i at brede sig
Brandvæsenet forhindrede en brand i en århusiansk boligblok i at brede sig.
18. apr 2006, kl. 15:57
Mere end 30 dage gammel
På grund af en hurtig og effektiv indsats fra Århus Brandvæsen lykkedes det i eftermiddag at inddæmme en tagbrand i en boligblok i Århus.
Branden opstod i køkkenet i en lejlighed i Rydevænget i det vestlige Århus, mens beboeren ikke var hjemme.
To røgdykkerhold slukkede branden. Det ene gik ind i lejligheden, mens det andet skar taget op og forhindrede branden i at brede sig.
- Vi har set, hvor hurtigt det kan gå, når der går ild i taget på en beboelses- ejendom. Men her gik det helt perfekt med at slukke branden, siger indsatsleder Bent Sørensen.