Forgiftet gæst fik et gavekort

Kattegatcentret strøede rengøringsmiddel ud over pommes frites. Familie fik tilbudt et gavekort til Jensens Bøfhus som kompensation.

En familie i Greve syd for København er så knotten over den behandling, den har fået af Kattegatcentret i Grenaa, at den nu opfordrer politikerne til at stramme reglerne for erstatning, så grove uheld automatisk udløser en erstatning. Det skriver metroXpress.

Under et besøg i Kattegatcentret i Grenaa sidste år fik familien serveret pommes frites, der ved et uheld var overstrøet med rengøringsmiddel i stedet for salt.

Siden modtog de et gavekort på 250 kroner til Jensens Bøfhus som plaster på såret.

Sæben var beregnet til at rense den splinternye maskine, der kunne varme pommes fritene uden olie, men en ansat i cafeteriet troede fejlagtigt, at sæben var salt til pommes fritene.

I alt 13 personer spiste af sæben, inden fejlen blev opdaget, og efterfølgende måtte de i behandling på sygehuset for deres forgiftninger.

- Som loven er nu, bliver man i bedste fald kun delvis kompenseret for det, som en ulykke forårsager. Alternativet er en omkostningstung retssag, som ikke engang kan dække udgifterne ved at føre sagen, påpeger Flemming Bo Andersen fra Greve i et brev til Folketingets Retsudvalg.