Per forfulgte polsk lastbil - nu hædres han af politiet

- Det betyder, at man gider gøre noget en anden gang, lyder det fra molbo, der får dusør for sin indsats i sag om organiseret kriminalitet

Her stopper politiet lastbilen med stjålet værktøj til en værdi af cirka 500.000 kroner. Det er Per Øxenholt (th.), der har taget billedet fra sin bil.

- Det, han gjorde, kan ikke roses nok. Vi er fuldstændig afhængige af borgernes observationer.

Sådan lyder det fra politiassistent Steffen Tofteberg, der er efterforsker i en aktuel sag om massivt tyveri af professionelt el-værktøj.

I den sammenhæng er Per Øxenholt fra Mols grunden til, at værktøj for omkring 500.000 kroner fortsat er i Danmark og ikke i Polen.

Jeg køber øl for pengene. Jeg har en lille café på Mols, og så kan de lokale komme og få en gratis øl en lørdag.

Per Øxenholt 

Østjyllands Politi mener, at Per Øxenholt fortjener et skulderklap for sin indsats i sagen, og Per er nu indbudt til en dusørceremoni i Aarhus.

'Arrangementet har som formål at sætte fokus på den store hjælp, som De og andre borgere har ydet Østjyllands Politi i årets løb', som der står i skrivelsen til Per fra politiet. 

Læs også Privat fotograf overvågede polsk par - nu er de anholdt

Indsats har ført til 18 kriminelle forhold

Det, politiet gerne vil takke Per for, fandt sted den 2. september. Her blev Per gjort opmærksom på en mistænkelig polsk lastbil ved Dejret på Djursland. Per kørte de cirka 7 kilometer fra Strands, hvor han bor, til stedet, hvor lastbilen var spottet. Her ventede han en time, hvorefter han fulgte efter lastbilen hen til et sommerhus, hvor to personer begyndte at læsse en masse ting fra sommerhuset og ind i lastbilen.

Hvis folk ikke kontaktede os, ville vi ikke løse en brøkdel af de sager, vi rent faktisk løser.

Steffen Tofteberg, Østjyllands Politi

Per syntes, situationen var mistænkeligt, og han ringede til politiet. Han fulgte også efter lastbilen, indtil en patruljevogn fik standset den. Lastbilen med de mange tyvekoster blev kort efter stoppet, og det har nu ført til en sag, hvor politiet efterforsker i alt 18 kriminelle forhold.

- Det er politiets klare opfattelse, at der er tale om organiseret østkriminielt. Værktøjet er blevet pakket i paller, og det har man gjort for at hverken chauffører eller politiet skulle blive mistænksomme ved et eventuelt tjek, siger Steffen Tofteberg fra Østjyllands Politi.

01:26

VIDEO: Se TV2 ØSTJYLLANDS indslag om Pers indsats. Indslaget blev sendt d. 5 september.

Luk video

Politi: Vi har brug for hjælpen

Han vil gerne slå et slag for, at flere gør som Per Øxenholt, hvis de ser noget mistænkeligt.

- Langt de fleste sager bliver opklaret på baggrund af borgernes observationer. Hvis folk ikke kontaktede os, ville vi ikke løse en brøkdel af de sager, vi rent faktisk løser, lyder det fra politiassistenten.

Læs også Fik bøde for efterlysning af tyv: De andre butikker betaler

Per Øxenholt selv er glad for skulderklappet, men understreger, at man ikke skal hjælpe politiet for pengenes skyld. Dusøren fra Østjyllands Politi er på 500 kroner.

- Det betyder, at man gider gøre noget en anden gang. Jeg ville helt sikker gøre det igen. Hvis jeg ikke havde underrettet politiet, så havde de aldrig fanget dem, siger Per Øxenholt til TV2 ØSTJYLLAND. 

Han har allerede en plan for, hvad dusørpengene skal bruges til.

- Jeg køber øl for pengene. Jeg har en lille café på Mols, og så kan de lokale komme og få en gratis øl en lørdag, siger han.

Ingen anholdte i sagen

To personer blev anholdt, da lastbilen blev stoppet. De er dog løsladt, og Østjyllands Politi er på nuværende tidspunkt af den opfattelse, at chaufførerne ikke vidste, hvad de lavede.

Læs også Regning fra bandekrig: 14 mio. kr. og 8000 overarbejds-timer

Chaufførerne har hele tiden selv hævdet, at de blot udførte et job som så mange andre. 

- Efterforskningen viste, at lastbilen var fra et regulært polsk firma, der er blevet booket til at køre, hvad de troede var tøj fra Danmark til Polen. Vi kan ikke bevise, at de har haft nogen viden om, hvad de rent faktisk havde fået med i bilen, siger han.

Steffen Tofteberg understreger, at sagen fortsat efterforskes, og at Østjyllands Politi håber at kunne fastlægge, hvem der har været i sommerhuset på Djursland.