Tre forfattere giver selv svaret: Derfor læser vi krimier
Tre forfattere giver deres bud på, hvorfor vi drages af gru og uhygge.
De fleste af os kender nok den behagelige fornemmelse af at fordybe sig i en velskrevet krimi.
Men hvordan kan det egentlig være rart at læse om konspirationer, mord og uhygge?
Det satte TV2 ØSTJYLLAND sig for at finde svaret - eller svarene - på ved den årlige krimimesse i Horsens.
Til at hjælpe os med at løse gåden, allierede vores udsendte reporter sig med tre mennesker, der selv har bogudgivelser på samvittigheden: Leif Davidsen, Bent Isager-Nielsen og Henrik Palle.
Henrik Palle, der til daglig er tv-redaktør og kritiker for dagbladet Politiken, mener blandt andet, at svaret skal findes i vores egne kedelige liv.
- De fleste af os lever, lad os indrømme det, ret trivielle liv, hvor vi går til og fra arbejde og drikker rødvin om fredagen, og vi ser Hammerslag og Den store bagedyst og tager på ferie om sommeren. Men vi oplever ikke noget, der er skræmmende i den grad, og det kan vi blive konfronteret med i kriminallitteraturen, så vi kan få udvidet vores verdensbillede, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Henrik Palle mener også, at det kan være en rensende oplevelse at læse om vederstyggeligheder.
- Det er netop, fordi vi gerne vil undgå alle de modbydeligheder, der findes i kriminallitteraturen, i vores daglige liv. Vi læser om dem, og derved opnår vi en renselse. Når man har læst bøger, hvor folk får skåret hovedet af med en sløv fukssvans eller bliver druknet i gin og tonic, så har man ligesom været igennem det, og så behøver man ikke være angst for det længere, siger Henrik Palle og fortsætter:
- Det er en erfaring, man har gennemlevet. Man behøver ikke være bange for det frygtelige længere.
Læs også
Når det kilder ned ad ryggen
Leif Davidsen, der kan skrive krimier som 'Den sidste Spion' og 'Djævelen i Hullet', på CV'et, mener, at kriminallitteraturen pirrer noget basalt i vores natur.
- Jeg tror, det hænger sammen med, at der hos mennesker er et næsten dyrisk ønske om at lære ondskaben at kende. Der er noget pirrende ved at læse om drab og kriminalitet og uhygge. Gyset har en måde at få det til at kilde lidt ned af ryggen, og det er en måde til at få spænding ind i sit liv. Jeg tror, at krimilitteratur ligesom sex er kommet for at blive, siger Leif Davidsen til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
Han hæfter sig også ved, at det trygge danske samfund kan være med til at forøge lysten efter spænding.
- Jeg var engang til en litteraturmesse i Vilnius i Littauen, og her mødte jeg en forfatter, der sagde: Her i Littauen har vi ikke noget kriminallitteratur, fordi vi har så meget kriminalitet, at der ikke er nogen, der hverken orker eller skrive om det, lyder det fra Leif Davidsen.
En mand, der om nogen ved noget om gys og gru, politiinspektør og tidligere drabschef i Rejseholdet Bent Isager-Nielsen, mener, at vi fascineres af det ondskabsfulde.
- Krimien og drabet er et godt bagtæppe til at belyse rigtig meget om mennneskelig adfærd. Gru, ondskab, farlighed. Vi kommer dybt ind i den menneskelige natur, og selv om det ikke er underholdning i min virkelige verden, så må vi erkende, at der er en stor fascination af det grusomme og det ondskabsfulde og det farlige, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Årets udgave af krimimessen bød på omkring 200 programpunkter med forfattere, foredrag og prisuddelinger.