Forfalskede bulgarsk pas

Tyrkisk statsborger fængslet i fire uger

Genrefoto. Foto: Colourbox

En 31-årig tyrkisk statsborger er i dag blevet fængslet i fire uger sigtet for dokumentfalsk.

Han blev fremstillet ved byretten i Aarhus med henblik på straksdom og efterfølgende udvisning af Danmark i seks år.

Ifølge Østjyllands Politi har manden forfalsket et ægte bulgarsk pas.

Manden har opholdt sig i Danmark uden opholdstilladelse, siden han rejste ind i landet for seks måneder siden.

Den 31-årige mand blev afsløret ved et pastjek hos Statsforvaltningen, som er den myndighed som udsteder EU-opholdsbeviser.

- Statsforvaltningen og politiet har fået et nyt system, som gør, at vi kan krydstjekke pas mere effektivt. Derfor vil vi nu og fremover se flere af denne type sager, siger vicepolitikommissær Thomas Hinge til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Lige i øjeblikket har Østjyllands Politi tre lignende sager om dokumentfalsk.