Forfærdelig generalprøve
Ramte ikke tonerne før Melodi Grand Prix
Chancerne for en østjysk vinder af aftenens Melodi Grand Prix er ikke blevet større efter generalprøverne fredag aften.
Ifølge formanden for den danske Melodi Grand Prix-fanklub, Johann Sørensen fra Aarhus, kom østjyske Trine Holck Grundahl og resten af Daze i store problemer under prøverne.
- Det gik rigtigt, rigtigt dårligt. Trine Holck Grundahl havde svært ved at ramme tonerne, og hun følte sig i det hele taget ikke tilpas på scenen, fortæller Johann Sørensen til TV 2 | ØSTJYLLAND forud for aftenens show i BOXEN i Herning.
- Det var forfærdelig. Det virker ikke som om, Daze tror på deres egne chancer. Dermed får de nok svært ved at overbevise resten af Danmark om, at de skal vinde.
I modsætning til Daze klarede den anden østjyske deltager, Brinck, det anderledes godt.
- Han var meget nærværende. Han er ikke favorit, men han klarede det godt, siger Johann Sørensen om aarhusianske Brinck, der vandt Dansk Melodi Grand Prix tilbage i 2009.