Foretog civil anholdelse
66 og 63-årige mænd pågreb indbrudstyv
En 25-årig indbrudstyv blev anholdt af to civile herrer på henholdsvis 63 og 66 år, da tyven brød ind i den enes hjem.
Godt naboskab er vel meget passende at bruge om forholdet mellem en 66-årig mand og hans nabo på 63 år. Torsdag morgen var de sammen om at pågribe en indbrudstyv på fersk gerning, da han var ved at stjæle fra den 66-åriges ejendom på Nødkær Allé i Højbjerg.
- Den 66-årige mand kommer hjem sammen med sin hustru og går op på 1. sal, hvor han ser den 25-årige mand i færd med at stjæle en computer. Beboeren beder så tyven om at forholde sig i ro, indtil politiet kommer. Men det havde han ikke tænkt sig, siger politikommissær hos Østjyllands Politi, Mogens Brøndum, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Havde en hjælpsom nabo
Da indbrudstyven ikke makkede ret, var det godt for den 66-årige beboer, at han havde en hjælpsom nabo på 63-årig, som var ude at lufte sin hund, da han hørte råb inde fra huset og straks kom ham til undsætning. Sammen tilbageholdt de den 25-årige mand, indtil politiet ankom kort tid efter anmeldelsen.
- Vi ser de her situationer af og til. Hvis man kan håndtere det, så det er rigtigt godt - især når man får hjælp af naboen. Hvis man er det mindste i tvivl, så skal man ikke kaste sig ud i sådan noget som en civil anholdelse, men det her var lige efter bogen, siger Mogens Brøndum til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den 25-årige blev efter grundlovsforhør varetægtsfængslet i fire uger.
Se hele historien i tv-indslaget øverst på siden.