Forening vil skabe et bæredygtigt minisamfund

Foreningen Grobund vil købe en nedlagt fabrik i Ebeltoft, som skal være centrum for et bæredygtigt minisamfund

01:22

En nedlagt fabrik i Ebeltoft kan i fremtiden blive en del af et nyt og bæredygtigt samfund, Grobund.

Her skal visionen være, at bæredygtighed skal ses på det personlige plan, den sociale sammenhæng man indgår i, og også på det fælles globale plan.

Læs også Familie lever næsten 100 pct. økologisk - for 4500 kr. per måned

- Vi skal ikke hverken ødelægge natur eller klima, og det vil vi gerne konkret vise, at vi kan, også med produktion, siger Steen Møller, projektmager hos Friland og en af tovholderne på Grobund

Foreningen Grobund vil købe den tidligere Tata Steel-fabrik på 10.000 m2 ved færgehavnen i Ebeltoft, og her vil de blandt andet producere bæredygtige huse og skabe et sted til små virksomheder, nye former for kulturarrangementer og et bæredygtigt minisamfund.

Det er fabrikken her, som foreningen Grobund vil købe.

Et lille minisamfund med det meste

- Vi vil selv lave og stå for vand, el og kloakering. Det skal vi have udviklet, men når det er det, så får vi det afprøvet herude, og så er vi klar til at gå ud i verden med det, og produktionen skal fortsætte herfra, siger Steen Møller.

Meningen er, at Grobund skal være gældsfrit, affaldsfrit og beskyttende om natur og klima. Der kommer til at være boligområder og marker, hvor foreningen kan bo og dyrke deres egne afgrøder.

Steen Møller er en af tovholderne hos foreningen Grobund.

Foreningen Grobund har 250 medlemmer, og de har planer om at begynde med 100 huse, hvis det lykkes for dem at købe fabrikken til 7,6 millioner kroner

- Det er ikke særlig urealistisk, fordi vi er så mange, siger Steen Møller.

Læs også Aarhus har skiftet til de klimavenlige skraldebiler

I dag, lørdag, kunne interesserede komme forbi for at se og høre mere om projektet. Den mulighed benyttede cirka 100 personer sig af.

En af dem er Linda Hansen fra Aarhus, som havde sin familie med.

- Jeg tror ikke længere, at vi passer ind i det normale byliv og to fuldtidsstillinger. Det står mig op ad halsen efterhånden. Jeg er ikke i tvivl om, at projektet bliver til noget, siger Linda Hansen.

Grobund regner med - hvis alt går efter planen - at kunne flytte ind på fabrikken først og forhåbentligt begynde at bygge huse i sommeren 2018.

Du kan se mere om Grobund og projektet i videoen øverst på siden.