Forening: Muskelhunde ikke farligere
Dansk Staffordshire Bull Terrier Klub afviser, at muskelhunde er farligere end andre. Det handler om opdragelse, mener foreningen.
Gå efter ejeren i stedet for hunden! Dansk Staffordshire Bull Terrier Klub bider nu fra sig i
debatten om muskelhunde. Ifølge et udvalg, regeringen har nedsat, kan man komme problemet med bidske muskelhunde til livs ved enten at forbyde avl og import af 14 udvalgte hunderacer
eller ved at gøre det til et krav, at de udvalgte hunde skal være i snor og have mundkurv på. Men det er en forfejlet strategi, lyder det nu.
- Ingen af forslagene tager hånd om sagens kerne, nemlig det sociale problem. Man bør i stedet forhindre, at folk, der ikke bør have hunde, får dem. Eksempelvis ved at kræve, at ejere af alle slags hunde, er over 25 år og ved at kræve, at man skal bestå en prøve, for at have hund, og så skal hundene registreres og chipmærkes, siger Erik Westengaard, der er såkaldt
ansvarshavende racerepræsentant hos Dansk Staffordshire Bull Terrier Klub.
Spørgsmål: Men er det ikke at skyde gråspurve med kanoner at lave den slags krav for alle hunderacer, når det er muskelhundene, der er problemet?
- Hvis du nu tager statistikkerne, så er det schæferhunde og golden retriever, der oftest bider.
Spørgsmål: De typer er der vel også flere af i Danmark end muskelhunde, så det er vel ikke så mærkeligt. Vil du afvise, at muskelhunde som udgangspunkt er farligere?
- Hvis de bliver opdraget rigtigt, så er de ikke farligere end alle andre hunde. Det er de ikke. Det må jeg desværre sige, lyder det fra Erik Westengaard.
/ritzau/