- Frygt får patienter til at forlade Psykiatrisk Hospital

Utrygheden breder sig på Psykiatrisk Hospital i Risskov. Landsforeningen SIND kender til patienter, der er så bange, at de forlader hospitalet

02:28

Utrygheden på Psykiatrisk Hospital i Risskov er så stor, at flere patienter vælger at udskrive sig selv og dermed forlade stedet. Det fortæller Knud Kristensen, der er formand for SIND, landsforeningen for psykisk sundhed.

- Man giver udtryk for, at jeg er egentlig lidt  bange for at være her. Vi har hørt enkelte tilfælde, hvor folk simpelthen har udskrevet sig selv, fordi de ikke tør være på afdelingen, siger Knud Kristensen til TV 2 I ØSTJYLLAND.

Han peger på, at det kan have store konsekvenser for den enkelte. 

Læs også Venstre foreslår vagter på psykiatrisk hospital

- De fleste er frivilligt indlagt. Det vil sige, at hvis man ikke vil være her længere, tager man hjem. Det, synes jeg, er forfærdeligt, fordi de er her jo, fordi de skal hjælp, siger Knud Kristensen.

Østjyllands Politi oplyser, at der i år har været tre tilfælde, hvor en patient har overfaldet en anden patient på Psykiatrisk Hospital. Knud Kristensen vurderer, at tallet er noget højere:

- I virkeligheden tror jeg, at der nok er et mørketal, fordi nogen vil være bange for at anmelde det, siger han.

Læs også Køkkenpersonale filmet af skjult kamera mens de klædte om

Forleden var der en ny episode på Psykiatrisk Hospital, hvor en patient sendte tre medarbejdere på skadestuen.

Patienten kastede et glas, som blev knust i en medarbejders hoved. To kolleger, der forsøgte at komme medarbejderen til undsætning, blev sparket af patienten. Alle tre ansatte måtte på skadestuen. De fem medarbejdere, der havde vagt den pågældende aften, blev efterfølgende sygemeldt. 

Den aktuelle sag kommer i kølvandet på en opgørelse, som viser, at der i årets første otte måneder har været 551 tilfælde af trusler eller vold mod personalet på hospitalet mod 408 tilfælde sidste år. 

Læs også Stigning i trusler og vold: Patient tog kvælertag på ansat

Knud Kristensen mener, at der er brug for flere medarbejdere på Psykiatrisk Hospital for at kunne gøre noget ved problemet.

- Først og fremmest skal man sørge for, at der er tilstrækkelig personale – at der er tilstrækkelig uddannet personale, der har de kompentencer, som skal til for at tale situationerne ned, når det begynder at spidse til, som det gør engang i mellem.

I videoen øverst fortæller Knud Kristensen, der er formand for SIND, at flere patienter har forladt Psykiatrisk Hospital, fordi de frygter overfald. 

02:22

Se formanden for Region Midtjyllands rådgivende udvalg for psykiatri- og socialområdet, Henrik Gottlieb Hansen (S), forholde sig til forholdene i Risskov.

Luk video