Forbund giver dispensation: Nu må Johanne spille med maske
Jydsk Håndbold Forbund har truffet en afgørelse i sag fra Ry Håndbold
Håndboldklubben Ry Håndbold har torsdag vundet en vigtig sejr uden for banen, som kommer klubbens ungdomsspiller Johanne Søndergaard til gavn.
Jydsk Håndbold Forbund har netop besluttet at give klubben dispensation, hvilket betyder, at den 15-årige pige nu alligevel får lov til at spille med en ansigtsmaske.
- Det er en kæmpe anerkendelse for Johanne og hendes holdkammerater. Vi er selvfølgelig alle rigtig glade for det, siger Bjarke Andersen, som er bestyrelsesmedlem i Ry Håndbold, til tv2oj.dk.
Masken blev i søndags emne for stor debat på Facebook, da TV 2 | ØSTJYLLAND bragte et tv-indslag om Johanne Søndergaard. Historien er, at Johanne Søndergaard efter en brækket næse er blevet nægtet at spille med masken på, fordi den ifølge Jydsk Håndbold Forbunds vurdering kan være til fare for andre spillere.
Håb for Johanne: Forbund klar til at kigge på regler
Glæde over samme vilkår
Den beslutning resulterede i, at hendes hold trak sig fra U16-turneringen i protest.
Siden historien kom frem har Ry Håndbold været i kontakt med Jydsk Håndbold Forbund, som nu har omgjort afgørelsen og i stedet givet dispensation til, at Johanne Søndergaard kan spille med masken resten af denne sæson.
Dispensationen er givet på baggrund af, at Dansk Håndbold Forbund onsdag gav dispensation til ligaklubben HC Midtjylland, fordi fløjspilleren Jørgen Rasmussen havde spillet med hjelm på grund af en hjernerystelse. Den hjelm må har han nu fået tilladelse til at bære.
- Vi er glade for den symbolik, der ligger i, at Jydsk Håndbold Forbund følger Dansk Håndbold Forbund og lader samme vilkår gælde i breddeidrætten som i eliteidrætten. Det er stærkt, siger Bjarke Andersen.
Johanne må ikke spille med maske: Hold trækker sig i protest
Fremtid uvis
Beslutningen om, at Johanne Søndergaard nu kan få lov til at bære maske, får ikke nogen betydning for holdets videre sæson. Afgørelsen om tilbagetrækning kan der ifølge Bjarke Andersen ikke ændres på.
Til gengæld giver dispensationen hende mulighed for at deltage i en påsketurnering og gør det muligt for klubben at få dommere til deres kampe, som bliver spillet som træningskampe.
Om dispensationen bliver forlænget, så den også gælder næste sæson eller om Jydsk Håndbold Forbund helt ændrer reglerne, må tiden nu vise:
- Johanne skal på efterskole efter sommerferien, hvor hun skal på en håndboldlinje. Så hvis hun ikke kan spille med maske der, så får det pludselig helt andre konsekvenser, siger Bjarke Andersen, som håber på, at reglerne bliver kigget igennem.
Du kan se selve brevet fra Jydsk Håndbold Forbund, som Ry Håndbold i dag har modtaget, i Facebook-opslaget nedenfor: