Forbund: BSV skal spille CL
BSV skal overtage AGKs plads
Dansk Håndbold Forbund (DHF) har anmodet det europæiske håndboldforbund (EHF) om at lade Bjerringbro-Silkeborgs danske vicemestre overtage AG Københavns Champions League-plads, efter at mesterholdet tirsdag lukkede butikken.
Det oplyser DHF's direktør, Henrik Jacobsen, til DR Østjylland.
Som situationen er nu, overtager BSV ikke automatisk AGK's plads.
- Derfor har vi efter aftale med det europæiske håndboldforbund lavet en anmodning til europæerne og forklaret, at vi synes, det ville være meget mærkeligt, hvis vi ikke får lov at stille med en anden deltager i Champions League-turneringen, siger Henrik Jacobsen.
Det vil ifølge Henrik Jacobsen være naturligt, hvis BSV fik pladsen.
- Det vil det være, hvis vi skal følge de præstationer, der er blevet ydet i den forgangne sæson, siger han.
Henrik Jacobsen ved ikke, hvor lang tid, EHF er om at tage en beslutning i sagen.
- Det vil undre mig meget, hvis ikke det europæiske håndboldforbund mener, at det er naturligt, at Danmark er repræsenteret i Champions League. Min personlige holdning er, at sandsynligheden er overhængende stor, siger Henrik Jacobsen.