muted

Nyt forbud: Store vinge-transporter må ikke køre på motorvejen i myldretiden

Fra den 1. oktober træder et forbud på E45 mod særtransporter med en længde på over 50 meter i myldretiden i kraft. Forbuddet skal forhindre, at de store særtransporter forsinker bilister på vej til og fra arbejde.

De fleste bilister kender det. Folk har prøvet at sidde fast i trafikken på E45, når de var på vej til arbejde. En stor og langsom særtransport har holdt trafikken tilbage.

Også de pendlere, som TV2 ØSTJYLLAND fangede på vej til arbejde, havde oplevelser med at ligge bag en af de lange transporter, som blandt andet transporterer vindmøllevinger.

Jeg oplever, at det danner kø. Jeg bander og svovler over det, når jeg møder det i hverdagen
Jonatan Krogh fra Randers

Men fra den 1. oktober bliver der lavet om på det. Regeringen har nemlig vedtaget et forbud for de såkaldte særtransporter med en længde på over 50 meter.

I en forsøgsperiode på tre år må de ikke længere køre på motorvejsstrækningen E45 fra Hadsten til Kolding, og E20 fra Kolding til Odense i myldretiden, både morgen og eftermiddag

VIDEO: Der er begejstring for forbuddet hos de pendlere, der kører op og ned ad den østjyske motorvej.

Det er et forbud, som vækker glæde blandt flere politikere på Christiansborg. Transportordfører for Dansk Folkeparti, Kim Christiansen, er en af dem, der har deltaget meget i debatten om særtransporterne. Også han er glad for det nye forbud.

- Det giver ikke nogen mening, at vi skal have de her særtransporter lige i den værste myldretid, så jeg synes, at det er et rigtig godt initiativ fra ministerens side, at det nu er blevet forbudt, siger Kim Christiansen.

Glæde hos FDM

Det er ikke kun på Christiansborg, at forbuddet vækker glæde. Hos bilisternes interesseorganisation, FDM, har de store vindmølletransporter på E45 også fyldt meget.

Dennis Lange, juridisk konsulent i FDM, er meget tilfreds med beslutningen om, at vindmølletransporterne nu ikke længere må køre i myldretiden.

VIDEO: Juridisk konsulent i FDM Dennis Lange er glad for, at et forbud nu bliver indført.

Nyheden vækker dog ikke begejstring alle steder. Direktør i Vindmølleindustrien, Jan Hylleberg, forudser, at det bliver sværere for vindmøllebranchen, når forbuddet træder i kraft den 1. oktober.

- Det er helt klart en påvirkning af økonomien i vind i den forkerte retning. Vi anerkender, at der er en trængselsproblematik på den østjyske motorvej. Det prøver vi så vidt muligt allerede i dag at planlægge os ud af, og det er derfor, vi hellere havde set en dialogbaseret løsning, hvor man samtidig kigger på, hvordan man kan udvide den østjyske motorvej. Spærretiderne er vi kede af, fordi det giver begrænsninger på de transporter, som er nødvendige, siger Jan Hylleberg.

VIDEO: Direktør i Vindmølleindustrien, Jan Hylleberg, mener ikke, at et forbud er den bedste løsning.

 

muted

Et forbud har været lang tid undervejs

Forbuddet træder i kraft den 1. oktober, men vejen dertil har været lang og brolagt med trafikanternes stigende frustrationer. For imens politikerne har debatteret emnet, er trafikken kun blevet tungere på den østjyske motorvej.

I mange år har vindmølletransporterne kørt op og ned ad E45, og i næsten lige så mange år har politikerne diskuteret, hvad der var den smarteste løsning på problemet.

- Jeg havde jo gerne set, at processen havde gået hurtigere, men sommetider skal ting modnes, og det her har altså taget lidt tid i ministeriet at få det igennem, fortæller Kim Christiansen.

VIDEO: Politisk har debatten om vindmølletransporten kørt længe. Se her, hvad tidligere folketingsmedlem Eigil Andersen fra SF og transportordfører for Dansk Folkeparti, Kim Christiansen, sagde om sagen tilbage i 2015.

Længe undervejs

Allerede for ti år siden, i 2007, var østjyderne trætte af at skulle køre i lang tid efter særtransporter med vindmøllevinger. Politiet fik klager over de store særtransporter.

Fra politisk side er sagen trukket i langdrag. Tilbage i 2016 sagde landets daværende transportminister, Hans Christian Schmidt (V), følgende om sagen.

- Jeg har ikke noget imod, at vi laver nogle regler for vindmølletransporten, det skal bare ske på et oplyst grundlag.

Også lokalpolitisk har der været et pres for at få indført et forbud på den østjyske motorvej. Horsens’ borgmester, Peter Sørensen (S), fortalte i 2015 i et interview med TV2 ØSTJYLLAND, at han mente, trafikken skulle reguleres i myldretiden.

Han fik opbakning af sin partifælle og landets daværende statsminister, som også mente, at der skulle kigges på problemet.

VIDEO: I 2015 meldte både Horsens' borgmester, Peter Sørensen (S), og daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt sig på banen i debatten om særtransporterne på motorvejen.

Mens politikerne på Christiansborg brugte mange år på at få forbuddet indført, så har bilisterne kørt kø-kørsel på E45.

Hvis der er mange lastbiler bagved, så skaber det panik ret hurtigt
Pia Lykke fra Aalborg i 2015
De kan selvfølgelig trække nogle køer, når der er myldretid, det er der ikke nogen tvivl om
Per Christiansen fra Svendborg i 2015

Se flere reaktioner fra trafikanterne gennem årene her:

 

Antallet af vindmølletransporter var ukendt

TV2 ØSTJYLLAND har igennem årene forsøgt at finde ud af, hvor mange vindmølletransporter, der kører på den østjyske motorvej.

Men det har vist sig ikke at være så let.

- Vi ved ikke, hvor mange særtransporter, der kører i myldretiden, fortalte Gitte Hoeg, der er områdechef hos Vejdirektoratet i Skanderborg.

Det er politiet, der udsteder tilladelserne til særtransporterne, De fortalte i 2015 til TV2 ØSTJYLLAND, at de udstedte cirka 20.000 tilladelser til særtransporter årligt. Men hvor mange af dem, der var vindmølletransport, var ikke muligt at finde ud af.

- Det er svært at sige, for vi registrerer ikke særskilt de forskellige tilladelser, fortalte politikommissær i Syd- og Sønderjyllands Politi Mikael Knudsen i 2015. 

Fremtiden kan blive transport om natten

Forbuddet er en forsøgsordning, der strækker sig over en treårig periode. Herefter skal forsøget evalueres, og det skal besluttes, om forbuddet fortsat skal opretholdes.

I tre år skal forbuddet køre som forsøg på den østjyske motorvej. Derefter skal det besluttes, hvad der så skal ske. Kim Christiansen fra Dansk Folkeparti mener, at en af mulighederne kunne være at kigge mod syd.

I Tyskland må den slags særtransporter kun køre om natten på de tyske motorveje, og det mener Dansk Folkepartis transportordfører er en fornuftig løsning.

- Jeg mener, at nu har man i hvert fald taget et skridt. Men jeg så da gerne, at man kun havde særtransporter om natten, siger Kim Christiansen.

Men sådant et forslag er ifølge vindmølleindustrien problematisk, mener direktør i Vindmølleindustrien Jan Hylleberg. Han tror, at det vil skabe sikkerhedsproblemer, hvis de store transporter kun må køre rundt i mørket.

- Det, synes vi som udgangspunkt, er en forkert vej at gå. Det er også et spørgsmål om trafiksikkerhed for os. De her særtransporter skal helst være på de største veje, og så er det nu engang sådan, at når det er lyst, så er det bedst for alle trafikanter, og det er nemmest at sikre trafikken bedst muligt i dagslys, siger Jan Hylleberg.

VIDEO: Vil det være en god idé, hvis vindmølletransporterne som i Tyskland kun kørte om natten? Dennis Lange fra FDM og Jan Hylleberg fra Vindmølleindustrien er ikke enige.

Tilbage i 2016 vurderede den daværende transportminister, Hans Christian Schmidt (V), også, at en langsigtet løsning kan være at kigge på, hvordan transporterne kører i Tyskland.

- Det kunne sagtens være en løsning, og jeg kan jo forstå, at der er nogen eller mange, der mener, at det er sådan, det skal gøres. Det er jo også muligt, at det bliver sådan.

Forbuddet kort

- Fra den 1. oktober 2017 må køretøjer over 50 meter ikke længere færdes på den østjyske motorvej fra klokken 6.00 til 9.00 og igen fra klokken 15.00 til 18.00

- Forsøgsordningen gælder for strækningerne E45 fra Hadsten til Kolding V, E20 fra Kolding V til Motorvejskryds Odense samt strækningen E20 Ø Skærup-Fredericia i Trekantsområdet

- Forsøgsordningen er fastsat til tre år gældende fra indførelsen den 1. oktober 2017

- Håndhævelsen vedrørende overtrædelser af regler for færdslen med særtransporter ligger hos politiet

Af Per Lidell og Alexander Ravn, september 2017