Forbryderspirer indtager Samsø
Samsø fik i går besøg af en bilfuld unge lovbrydere fra Århus. Spritkørsel, knivbesiddelse, hash og indbrud var blandt forseelserne.
En bil med fire ungersvende fra Århus blev i går standset af politiet på Samsø, da den kørte af færgen.
Bilens fører - en 21-årig mand fra Århus - var spirituspåvirket og havde desuden både hash og en ulovlig kniv på sig. Det blev han sigtet for, mens en af kammeraterne i bilen blev sigtet for besiddelse af en større mængde hash.
Senere på natten kunne politiet pågribe en tredje mand fra bilen. En mand lå ved to-tiden i sin autocamper, da han opdagede, at to personer var i gang med at skrue en radio ud af førerhuset. Han tilbageholdte den ene, som altså viste sig at være en af passagererne i bilen.
Politiet kunne derefter anholde ham, mens den sidste gerningsmand slap væk.