Forbrugere nægter at købe ødelagte varer – nu bruges de på ny måde

Hvis varerne i supermarkederne ikke står knivskarpe, så går vi helt uden om dem. Det oplever de hos Salling Group, som har taget en alternativ måde i brug for at reducere madspild.

På Salling Groups lager i Holme har de hvert år smidt tonsvis af varer med ødelagt emballage i skraldespanden, men det er slut nu.

Når der er buler i konservesdåserne, huller i kaffeemballagen eller ridser i pakken med mel, så lader vi varerne stå på hylderne.

Det erfarer Salling Group som blandt andet omfatter Føtex og Bilka. I mange år har varelageret i Holme hvert år kylet tonsvis af ellers gode varer direkte i skraldespanden, fordi emballagen var blevet ødelagt på vej til lageret.

Læs også Økologisk kok: Lige så stille er vi med til at redde verden

- For nogle år siden ville alt det her blive kasseret, siger Emal Khadem, der er afdelingschef for højlager og pakkeri i Salling Group i Holme, til TV2 ØSTJYLLAND, imens han viser massevis af varer frem, som er beskadiget udenpå.

Siden 2014 har virksomheden sorteret varer med ødelagt emballage fra for at mindske spildet af mad og ressourcer.

01:58

VIDEO: Salling Group sorterer deres varer, så ødelagte produkter ikke ender på hylderne, men i stedet bliver sendt videre og sælges til en lavere pris. 

Luk video

Sender mad videre

Nu pakkes de kasserede varer i kasser og sendes til Wefood i Aarhus, som handler med mad, der normalt vil være usælgeligt for supermarkederne. 

- Hvis det er en snavset pakning, har man ikke lyst til at købe det til fuld pris, og så giver vi det til nogen, der kan få noget ud af det, siger Annette Juhler, der er Group vice president og ansvarlig for CSR i Salling Group, til TV2 ØSTJYLLAND.

Produktet er det samme. Buler eller ej. Det går ud på det samme i sidste ende. Smagen er der som regel ikke noget galt med.

Martin Henningsen, kunde, Wefood

Derfor kan madspildsprojektet i den grad være gavnligt for miljøet, mener de hos Salling Group.

- Det med madspild kan man ikke løse alene. Det kan vi heller ikke i Salling Group. Partnerskaber er vejen frem. Klima er fælles ansvar. Derfor er man nødt til at arbejde sammen. Vi har rigtig gode samarbejdspartnere her, siger Anette Juhler.

Salling Group sender hvert år knap 100.000 varer med ødelagt emballage til Wefood.

Læs også Aarhus skruer ned for kødforbruget - og nu følger andre efter

De glade modtagere og købere

Det er butikken Wefood, som ligger på Vesterbro Torv i Aarhus, der modtager Salling Groups kasserede varer.

Deres motto er ”En verden uden madspild!”, og derfor tager de naturligvis med stor glæde imod varerne. Men i sidste ende er det nok forbrugeren, der bliver gladest. De fravalgte varer sælges nemlig til en noget lavere pris.

- Man kan som regel finde nogle fine produkter, som er i samme stand som i Føtex eller Fakta, eller hvad det måtte være. Og så er det billigere, siger Martin Henningsen, der er kunde hos Wefood, til TV2 ØSTJYLLAND.

Martin Henningsen handler ofte ind i Wefood i Aarhus, som udelukkende forhandler frasorteret varer. Foto: Wefood

Martin Henningsen shopper gladeligt i Wefood, og han er umiddelbart ligeglad med, om ketchuppen har en bule eller ej.

- Produktet er det samme. Buler eller ej. Det går ud på det samme i sidste ende. Smagen er der som regel ikke noget galt med, siger Martin Henningsen.

Læs også Der ryger 6.000 ton mindre affald ud end tidligere

Men når spørgsmålet falder på, om Martin Henningsen også ville have været ligeglad med, om emballagen havde været beskadiget, hvis det havde stået på hylden i Føtex, er snakken en helt anden.

- Havde du købt den, hvis den stod på hylden i Føtex? Nej, det havde jeg nok ikke, siger han.

Wefood betaler ikke for de vare, de modtager fra Salling Group, og al overskuddet hos forretningen går til Folkekirkens Nødhjælp. 

Wefood i Aarhus ligger på Vesterbrotorv i Aarhus.