Forældremorder vil undgå anbringelse på Sikringen
En 43-årig krigsveteran, der dræbte sine forældre og kørte rundt med dem, har anket sin dom til landsretten
En 43-årig krigsveteran, der 27. september blev dømt for drabet på sine forældre, har besluttet at anke dommen til Vestre Landsret, oplyser hans forsvarer, advokat Mikkel Nielsen.
I byretten blev han dømt til anbringelse på ubestemt tid på Sikringen i Slagelse, hvor man anbringer de farligste sindssyge kriminelle.
Læs også
Det er den afgørelse, han håber at få ændret i landsretten, så han i stedet anbringes på en lukket retspsykiatrisk afdeling.
Følte sig forfulgt
Den 43-årige, Lars Kragh, har erkendt, at han forvoldte forældrenes død, da de indfandt sig i et fritidshus ved Uggelhuse nær Randers.
Veteranen, der har været udsendt til Kosovo og Bosnien to gange i 1990'erne, forklarede i Retten i Randers, at han følte sig forfulgt af sine forældre.
Den 43-årige forklarede, at det kom til håndgemæng med forældrene den skæbnesvangre dag i juli sidste år. Da faren holdt en økse frem for sig, tog den tiltalte øksen og svingede den mod forældrene.
Efterfølgende gjorde han rent i huset og anbragte ligene i plastikposer. Derpå kørte han rundt med dem i forældrenes bil i flere dage, inden han blev standset og anholdt.
Læs også
De lægelige eksperter vurderer, at han var sindssyg på gerningstidspunktet og fortsat lider af en kronisk psykose.
I byretten kæmpede han og hans forsvarer mod den dom om anbringelse på ubestemt tid på Sikringen, som sagen endte med.
De mente, at en anbringelse på en lukket retspsykiatrisk afdeling vil være passende.
SAGEN KORT
Østjyllands Politi udsender en efterlysning af 42-årige Lars Kragh og hans forældre Jørgen og Kirsten Kragh på henholdsvis 74 og 69 år. I efterlysningen stod også, at politiet efterlyste parrets koksgrå VW Golf. Den var sidst set en 9. Juli i Limfjordstunellen i sydgående retning.
Mandag 11. juli 2016:
Den grå Golf bliver set af en borger i en plantage i Blåvand ved Esbjerg. Ved bilen stod en mand, der angiveligt var Lars Kragh. Borgeren kunne ikke se, om der var flere i bilen.
Tirsdag den 12. juli 2016:
Om eftermiddagen klokken 16.16 lykkedes det politiet at anholde Lars Kragh i Vonge i Sydsøtjylland. Forældrene blev fundet døde i den bil, Lars Kragh blev anholdt i.
Onsdag den 13. juli 2016:
Lars Kragh bliver fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Randers. Han nægter sig skyldig i drab ligesom han nægter usømmelig omgang med lig. Ifølge anklagemyndigheden har Lars Kragh dræbt sine forældre på et tidspunkt imellem den 7. og 9. juli. Det er sket med knytnæveslag og slag med en økse.
Fredag den 22. september 2017:
Lars Kragh blev her kendt skyldig i dobbeltdrab på sine forældre. Det afgjorde et enigt nævningeting ved Retten i Randers.
Onsdag den 27. september 2017:
Lars Kragh idømmes forvaring uden tidsbegrænsning på Sikringsafdelingen i Slagelse.
Tirsdag den 10. oktober 2017:
Lars Kraghs forsvarer, advokat Mikkel Nielsen, oplyser, at de har besluttet at anke dommen til Vestre Landsret. I byretten blev Lars Kragh dømt til anbringelse på ubestemt tid på Sikringen i Slagelse, hvor man anbringer de farligste sindssyge kriminelle.