Forældre skuffede over spareforlig
Skuffede århusianske forældre fortsatte torsdag aften protesterne, efter at spareforliget var vedtaget.
Skuffede forældre og pædagoger samledes torsdag aften foran Århus Rådhus. Kort forinden havde et stort flertal af politikerne i byrådet som ventet vedtaget det meget omstridte spareforlig, der rummer nedskæringer for i alt 410 millioner kroner.
Forældrene mødtes ved 19-tiden på Store Torv midt i byen. Derefter gik de i samlet flok i fakkeloptog mod Rådhuspladsen, hvor de ved hjælp af lys og bannere klart viste politikerne, hvad de syntes om det netop indgåede forlig.
- Vi er meget triste. Og vi føler stor afmagt over, at politikerne kan være så uanstændige ikke at lytte til borgerne, sagde talskvinde for politikernes aktionsgruppe, Christina Simonsen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.