Forældre skal i familieskole
Far skal lære at trøste både barn og mor
Vejrtrækning og opmuntrende ord som 'kom så skat du kan godt - bare pres een gang til' vil i fremtiden blive ledsaget af viden om, hvad far skal gøre, når barnet eller den nybagte mor græder ustoppeligt.
Region Midtjylland er nemlig i færd med at udvikle et program som ikke kun skal træne førstegangsfødende og deres partner i presseveer men til livet som familie. Det fortæller DR Østjylland.
- Vi vil fokusere på det lille barn og den nye familie i en grad, som ikke er set tidligere, og partneren får som noget nyt en meget fremtrædende plads, fortæller vice-chefjordemoder ved Skejby Sygehus, Joke Habben.
Hun er en del af arbejdsgruppen bag det nye regionale fødsels-og foældreforberedende program. Og hun er ikke i tvivl om, at tiltaget er vigtigt for folkesundheden:
- Det at føde et barn er en stor omvæltning både for kvinderne og for mændene. Og det er vigtigt at komme godt og styrket igennem. Og det bliver man ved at tale om tingene, have viden og orientering. Vi ved at depressions- og skilsmisseraten er høj blandt forældre efter den første fødsel, og jeg tror da, at hvis vi styrker deres kræfter så bidrager vi til den del af folkesundheden.