Forældre raser over politikere
Hemmeligshedskræmmeri møder massiv kritik
Forældre i Randers raser mod kommunens håndtering af de kommende skolelukninger.
Det sker, efter at det mandag kom frem, at Socialdemokraterne har set hemmelige papirer, der allerede i sommerferien navngav de fem lokale skoler, der skal lukke.
- For mig handler det om, at der er noget materiale, der er forbeholdt nogle partier og absolut ikke borgerne. Jeg er fuldstændig ligeglad med, om det ligger elektronisk eller på et stykke papir. Jeg ville bare gerne have haft mulighed for at se de samme ting, som dem, der tager beslutningerne, siger formand for skolebestyrelsen på Gjerlev-Enslev Skole Camilla Trampedach Schulz til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se: Viceborgmester: Jeg er rystet
Randers Kommunes nye skolestruktur var hemmelig frem til, at den blev præsenteret få dage inde i det nuværende skoleår. Selve forhandlingerne skete for lukkede døre fra dag ét - de partier, der ikke ville lukke skoler, måtte blive udenfor døren.
Ifølge forældrene ville det have været altafgørende at få indsigt i hvilke skoler, der var lukningstruede langt tidligere, end det kom frem.
- Så så vores verden helt anderledes ud. Nu der har vi faktisk kun den ene mulighed at sætte vores lid til, at byrådet kommer til fornuft, siger Camilla Trampedach Schulz.
Se indslag om problematikken i videoen øverst i artiklen.