Forældre raser over Århus Kommune

Forældre til børn i to århusianske børnehaver har fået lov at trodse den kommunale madordning, hvis de underskriver en kontrakt.

I Børnehaven Marselisparken og Børnehuset Jægergårdsgade har forældrene fået lov til forsat at smøre deres børns madpakker, selvom den kommunale madordning er begyndt.

Men nu er de "selvsmørende" forældre blevet præsenteret for en seks sider lang kontrakt, som skal underskrives, hvis de forsat ønsker at sende en madpakke med deres børn i børnehave.

TV2/Østjylland er kommet i besiddelse af kontrakten, og i den står blandt andet, at forældrene skal beregne hvor meget næring, der er i madpakken, som de sender med deres barn.

De skal også føre et såkaldt ernæringsregnskab, som de skal kunne fremvise, hvis dette skulle ønskes. Samtidig er kontrakten også fortrolig og skal altså hemmeligholdes.

- Det er fuldstændig bureaukratisering fra kommunens side. Det kan ikke passe, at man ikke kan lave en mere overskuelig og forståelig kontrakt, siger Morten Bowman, der en af de forældre, der har valgt at fortsætte med at smøre madpakke til sin søn.

Poul Lundgaard Bak, der er sundhedschef i Århus Kommune, siger til TV2/Østjylland:

- Når forældrene selv vælger at smøre en madpakke til deres barn, får de status som offentlig leverandør, og de skal derfor sidestilles med andre leverandører, og derfor bliver der opstillet disse krav til dem.

Indtil videre har ingen af forældrene skrevet under på kontrakten, og Morten Bowman vil kæmpe videre for, at den bliver lavet om.

- Jeg kan ikke forstå, hvorfor jeg skal underskrive en seks sider lang kontrakt for at få lov til give min søn en madpakke med i børnehave, det må simpelthen kunne laves på en smartere måde.