Forældre køber igen lejligheder
Står bag hver fjerde lejlighedskøb i Aarhus
Tæt ved en femtedel af alle de lejligheder, som sidste år blev solgt, var rene forældrekøb, hvor far og mor købte en bolig til deres søn eller datter.
Sidste år blev der handlet 10.800 lejligheder på landsplan og mindst 1.900 af disse var forældrekøb, viser en optælling fra ejendomsmæglerkæden Home.
Dermed udgør de forældrekøbte lejligheder en stadigt stigende del af alle handler med lejligheder. Men hos EDC Mæglerne vurderer kommunikationschef Jan Nordmann, at tallet er større, og måske oppe over 30 procent.
- Der sker nemlig ikke en egentlig registrering af forældrekøb. Derfor kan der godt være lidt slør i tallene. Hvis et ægtepar køber en lejlighed, ved vi heller ikke altid, om det sker for at leje den ud til deres børn, eller nogle helt andre. Men det er vores indtryk, når vi snakker med mæglerne, at mindst 30 procent af alle handler med lejligheder er forældrekøb, siger han.
Home vurderer da også, at knap 40 procent af alle lejlighederne i Aarhus med postnummer 8000 og 8200 er købt af forældre til deres søn eller datter.