Forældre har indsamlet 10.000 underskrifter mod skolestruktur

Initiativtager afleverer bunken med underskrifter til byrådsmødet i Silkeborg Kommune mandag aften

Mandag aften kan initiativtagerne til en underskriftindsamling mod Silkeborg Kommunes nye skolestruktur sætte punktum for et par ugers hårdt arbejde.

Indsamlingen er nemlig slut, og 10.000 underskrifter vil blive afleveret til kommunalpolitikerne ved et byrådsmøde mandag aften.

- Vi er meget, meget tilfredse med indsamlingen. 10.000 underskrifter svarer til en underskrift pr barn i 1.-10. klasse i Silkeborg Kommune. Det kan politikerne ikke andet end tage alvorligt, siger Nikolaj Fuglsang fra Sejs, der har været med til at koordinere indsamlingen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Ud over at aflevere de mange tusinde underskrifter i spørgetimen ved mandagens byrådsmøde, så håber han også at få mulighed for at stille et par spørgsmål til politikerne.

Forældre vil indsamle 6.000 underskrifter

- De skal da have lov til at komme med et svar til de 10.000 mennesker, der har skrevet under, og fortælle hvad det betyder, at så mange er imod deres forslag til en ny skolestruktur, siger Nicolaj Fuglsang.

Han håber, at de mange underskrifter kan sætte skub i en ny politisk proces, hvor der vil blive udarbejdet et helt nyt forslag.

- Vi håber, at der kommer et nyt forslag, grundigt og gennemarbejdet. Og ikke lavet ud fra et excellark eller ved at sætte nogle streger på et kort, siger han.