Foråret er over os: På med sommerdækkene

På med sommerdækkene, siger SOS Dansk Autohjælp. Foto: Christian Als - Ritzau Scanpix

Lunere vejr betyder, at det er tid til at skifte vinterdæk ud med sommerdæk

Foråret virker for alvor til at være over os, og de kommende dage sniger temperaturen sig op mod de tyve grader. De højere temperaturer betyder, at det nu er tid til, at vinterdækkene skal på hylden, og sommerdækkene skal monteres.

Læs også Pas på i trafikken: Det er højsæson for at ramme en hjort

Det fortæller SOS Dansk Autohjælp.

- Vi oplever ofte, at folk er i tvivl om, hvornår de skal skifte dæk, men det er altså nu, hvor både morgen- og aftentemperaturen ligger over syv grader. Når vejret bliver mildere, har vinterdæk nemlig dårligere vejgreb og længere bremselængde, fortæller Bo Olesen, teknisk seniorspecialist ved SOS Dansk Autohjælp.

 Det ser ikke ud til, at der er mere vinter på vej.

Anja Bodholdt, vagtchef, DMI. 

Hos DMI bekræfter de, at det mildere vejr kommer til at dominere den kommende tid. 

- Det ser ikke ud til, at der er mere vinter på vej. Det bliver nogle fine dage i den kommende periode, siger Anja Bodholdt, der er vagtchef hos DMI, til TV2 ØSTJYLLAND.

Hun mener dog, at det er sandsynligt, at temperaturen kommer under syv grader. 

- Hvorvidt temperaturen kan snige sig under syv grader om morgenen, kan ikke udelukkes. Det er nok sandsynligt, at den kommer ned omkring 4-5 grader nogle nætter eller morgener, siger Anja Bodholdt.

Stor forskel på vinter- og sommerdæk

Bo Olesen fra SOS Dansk Autohjælp fortæller, at der er stor forskel på vinter- og sommerdæks egenskaber, fordi de er tilpasset meget forskellige forhold. Derfor kan det være ligeså farligt at vinterdæk om sommeren, som det er at gøre med sommerdæk om vinteren.

- Ved at skifte til sommerdæk nu, opnår man altså større trafiksikkerhed - bilen ligger mere stabilt på vejen og har kortere bremselængde, siger Bo Olesen.

Læs også Professor: Vi tillægger dyr alt for mange menneskelige følelser

Det er også vigtigt at tjekke, om dækkene er slidt. Ifølge FDM er lovkravet til mønsterdybden på dæk minimum 1,6 mm, men organisationen anbefaler, at man ikke kører med mindre end 3 mm mønsterdybde. Hvis mønsterdybden er for lav, kan det nemlig gå ud over bremseevne og vandafledning.

Travlhed på værkstedet

Hos Skejby Auto nord for Aarhus kan de også mærke, at vejret er blevet bedre. 

- Vi har utrolig travlt. Især i år, hvor mange har ventet på, at det skulle blive forår. Vi er fuldt booket i hele denne uge, siger Johan Kolbe, der er mekaniker hos Skejby Auto, til TV2 ØSTJYLLAND.

Han fortæller, at det er vigtigt at få skiftet vinterdækkene ud, når vejret er til det. 

- Det er klart, at vi har en forlænget bremselængde, når man kører på de bløde gummidæk. Det handler om sikkerhed, støj, komfort og brændstoføkonomi, siger Johan Kolbe

Det er dog ikke kun dækskifte, der giver travlhed på værkstedet. 

- Folk skal også have lavet bremser, styretøj og forrude. Og så er der typisk en masse airconditionfejl, som de skal have lavet, når de kan mærke varmen, siger han. 

​VIDEO: Tilbage i november var situationen nøjagtigt den modsatte - dengang skulle bilisterne have vinterdæk på. Hør mekanikeren Johan fra Skejby Auto i Aarhus forklare forskellen på sommer- og vinterdæk.

00:54 Luk video

 

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig