Fond donerer millioner til ny festivalplads

Salling Fondene donerer 11 millioner kroner til en ny koncertplads og bypark i Eskelunden i Viby, hvor Northside-festivalen skal afholdes fra 2021.

Her omfavner Teknik- og Miljø-rådmand i Aarhus Kommune Bünyamin Simsek (V) og næstformanden for Salling Fondene, Karin Salling hinanden. På scenen blev det offentliggjort, at fonden donerer 11 millioner til en ny festivalplads.

Der var store smil og mindst lige så store krammere på scenen til Northside Festival fredag eftermiddag. 

Karin Salling, der er næstformand i Salling Fondene, gik på scenen sammen med blandt andre kulturrådmand i Aarhus Kommune, Rabih Azad-Ahmad (R) og borgmester i Aarhus Kommune, Jacob Bundsgaard (S), for at bringe en glædelig nyhed til publikum. 

Læs også Northside flytter fra Ådalen til nyt område

Salling Fondene har valgt at donere intet mindre end 11 millioner kroner til en ny koncertplads og bypark ved området Eskelunden i Viby. 

Her skal Northside holde til fra 2021, hvor festivalen flytter ud af Ådalen. 

Eskelunden er hele 500.000 kvadratmeter stort, og det er ambitionen at bygge en koncertplads, der kan rumme 40.000 koncertgæster.

Northside har etableret sig som en stærk og betydningsfuld festival, der samler mennesker fra hele landet.

Karin Salling, næstformand, Salling Fondene

Den koncertplads kan den aarhusianske festival altså se frem til at boltre sig på. 

- Northside har etableret sig som en stærk og betydningsfuld festival, der samler mennesker fra hele landet og forbedrer hverdagen, og det er jo præcis det, Salling Fondene støtter, siger Karin Salling til TV2 ØSTJYLLAND. 

Om to år krydser Northside Aarhus Å. I stedet for den nuværende placering i Ådalen i Åbyhøj afholdes festivalen i Ekselunden i Viby. I luftlinje er der ikke meget mere end en kilometer mellem de to festivalpladser. Foto: Google Maps

Også andre koncerter

Det nye område ved Eskelunden kommer dog ikke kun gæsterne på Northside-festivalen til gode. Her vil også blive holdt andre koncerter, ligesom området skal forvandles til en grøn bypark. 

- Når det er noget, der kommer både familier, studerende, motionister og naturinteresserede til gode, så er det noget, vi meget gerne vil bakke op om, lyder det fra næstformand i Salling Fondene, Karin Salling. 

01:05

VIDEO: - Det er mit indtryk, at det bliver godt for hele byen, siger John Fogde, der er talsmand for Northside. 

Luk video

Aarhus Kommunes projekt med etableringen af den nye bypark og koncertplads kommer samlet set til at koste omkring 40 millioner kroner. Derfor er donationen fra Salling Fondene helt afgørende. 

- De her penge kommer til at gå rigtigt langt i forhold til Eskelund-projektet, hvor vi om to år skal have vores bopæl. Men Eskelunden er jo også tænkt som et naturprojekt i Aarhus, så mit indtryk er, at det bliver godt for hele byen, siger talsmand for Northside, John Fogde, der kalder checken fra Salling Fondene for en "herlig overraskelse".

Publikum på Northside Festival i Aarhus var de første, der fik at vide, at Salling Fondene har valgt at donere de mange penge til Aarhus Kommunes projekt i Eskelunden.