Folmer: Vi er blevet bedre
Jens Folmer Jepsen har indfriet sine personlige mål som direktør for Aarhus Festuge de seneste ni år
Når Aarhus fredag slår dørene op for den 51. udgave af Aarhus Festuge - også bare kaldet Festugen - er det sidste gang, at Jens Folmer Jepsen har ansvaret som direktør for Danmarks førende kulturfestival.
Han har stået i spidsen for Festugen siden 2007, men om lidt mere end en uge - når de sidste musikalske toner er klinget af, og de sidste dråber øl er drukket - siger Jens Folmer Jepsen farvel.
Og det er en stolt direktør, der giver stafetten videre.
- Jeg synes helt bestemt, at festivalen er blevet bedre. Jeg er blevet dygtigere gennem årene, og jeg er meget tilfreds med, at Festugen nu passer med de planer og visioner, som jeg i sin tid blev ansat til at udføre.
Derfor mener Jens Folmer Jepsen også, at Festugens omkring 500.000 gæster kan se frem til en begivenhedsrig festival, der i år udspiller sig fra 28. august til 6. september.
- Vi har lidt færre arrangementer i år, men til gengæld har vi prøvet at gøre programmet mere overskueligt. Blandt andet har vi på det seneste lavet festivaler i festivalen, siger han.
Selvom tiden som direktør for festivalen generelt har været succesfuld for Jens Folmer Jepsen, så har det ikke altid været en dans på roser.
For nogle år siden lød det fra kritiske røster, at festivalen primært var et sted, hvor unge mennesker drak sig fulde i kolde fadøl. Og altså ikke en festival, der som sådan udvidede den kunstneriske horisont.
Netop den diskussion har tidligere irriteret Jens Folmer Jepsen, fortæller han.
- Jeg er rigtig glad for, at den diskussion nu er væk, for jeg synes ikke nødvendigvis, at der er modsætningsforhold mellem de to ting. Det betyder også, at vi nu kan koncentrere os om at snakke om kvalitet, siger han
Efter ni år i spidsen for Aarhus Festuge takker Jens Folmer Jepsen af.
- Det er som om, at jeg smider en stor frakke fyldt med blylodder. Det er en lettelse, som jeg bliver glad i låget af. Men jeg vil selvfølgelig også savne at lave festuge, for det er fantastisk at få lov til, lyder det fra Jens Folmer Jepsen.
Det bliver Rikke Øxner, der er tidligere kunstnerisk direktør for Roskilde Festival, der fra næste år skal stå i spidsen for den traditionsrige festival.
Aarhus Festuge i tal:
Fredag 28. august går Aarhus Festuge i gang for 51. gang. Her følger information om den traditionsrige festival, der hvert år har omkring 500.000 besøgende:
- Aarhus Festuge blev etableret i 1964 og første gang afholdt i 1965.
- Festugen byder på mere end 1000 forskellige arrangementer på mere end 100 forskellige steder og scener.
- Festugen har hvert år et tema, der fungerer som inspirationskilde til de forskellige arrangementer. I år er temaet "Lys - mere lys".
- Aarhus Festuge 2015 finder sted fra 28. august til 6. september
- Festugen havde i 2014 et overskud på 968.672 kroner. Årets omsætning blev på 24.705.675 kroner.
Kilde: Aarhus Festuge