Folketingsmedlem tyvstarter valgkampen med falsk valgplakat
Folketingsmedlem Malte Larsen har været kreativ, og tyvstartet valgkampen med en falsk valgplakat.
Normalt er det ikke tilladt at hænge plakater op til folketingsvalget, før Statsministeren har trykket på den store knap og udskrevet valg.
Alligevel kan man for tiden se en plakat med en lokal socialdemokratisk kandidat rundt om i Randers.
Kandidaten er Malte Larsen, og selvom hans plakat ligner en rigtig valgplakat og også hænger i lygtepælene, så har han faktisk hængt den op helt lovligt.
Malte Larsen har nemlig omgået reglerne ved på plakaten at invitere borgerne til at møde ham på en bestemt dato.
Det har skabt en del debat blandt andre kandidater, men det er bare godt, mener han.
- Jeg er jo glad for at få den opmærksomhed på min plan med borgermøderne i alle 54 sogne, og at folk har interesseret sig for, at jeg kom på besøg, og heldigvis også har været interesseret i at give mig bidrag med til mit arbejde på Christiansborg, siger Malte Larsen (S).
Den ’falske valgplakat’ bliver flyttet til næste sogn, når mødet er afholdt.