Folketingskandidat kalder romaer for kleptomaner

Nicolaj Bang, der stiller op for de Konservative i Århus, risikerer politianmeldelse for udtalelser om romaer.

Den unge konservative folketingskandidat Nicolaj Bang kalder på sin hjemmeside romaer for kleptomaner med tilladelse fra Gud, skriver dagbladet Information.

I en video kommer Nicolaj Bang med denne karakteristik af sigøjnere:

- Romaer eller sigøjnere har en ret god begrundelse for, hvorfor de modsat andre folkefærd godt må stjæle. Jesus skulle nemlig, da han blev korsfæstet også have haft en nagle gennem brystet, men den blev stjålet af en sigøjner. Derfor ser Gud mellem fingre - eller hænder - med sigøjnernes småkleptomaniske tilbøjeligheder, siger Nicolaj Bang i videoen, som også er blevet lagt op på Youtube og Ekstra Bladets 'Nationen'.

Lederen af romaforeningen Romano, Erik Støttrup Thomsen, overvejer at politianmelde Nicolaj Bang, som kun er overgået af folketingsmedlemmerne Tom Behnke og Henriette Kjær på De Konservatives opstillingsliste i Århus, skriver Dagbladet Information

- Jeg er forbløffet og forfærdet over, at en ung mand, der gerne vil i Folketinget for de Konservative har så lidt historisk viden, så lidt viden om Danmarks internationale forpligtelser og så lidt hjerte, siger Erik Støttrup Thomsen til Information som reaktion på Nicolaj Bangs video, hvor den unge folketingskandidat i øvrigt harcelerer over den danske og internationale fordømmelse af Danmarks udvisning af 23 romaer den 7. juli.

Kilde: Dagbladet Information