Tre kvinder døde i brand på plejehjem - nu vil politikere stramme reglerne

En dødsbrand på et plejehjem på Djursland vil føre til skrappere lovgivning, lover Venstres politiske ordfører.

Efter branden på plejehjemmet Farsøhthus i Allingåbro kom det frem, at plejehjemmets brandsikkerhed ikke levede op til kravene.

Brandsikkerheden på plejehjem skal fremover tjekkes grundigere. Derudover skal der være skrappere grav til, hvornår plejehjem kan få dispensation fra brandsikkerhed.

Det har et bredt flertal i Folketinget torsdag vedtaget at arbejde for, oplyser Venstres politiske ordfører, Britt Bager, og folketingsmedlem Susanne Eilersen (DF) til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Dødsbrand startede hos Bjørns mor: - Hun havde før tabt en cigaret

Den direkte årsag til de ønskede stramninger er en dødsbrand på plejehjemmet Farsøhthus i Allingåbro på Djursland i august sidste år. Her mistede tre ældre kvinder livet.

Efter branden kom det frem, at plejehjemmets brandsikkerhed ikke levede op til kravene. Der var eksempelvis ikke et automatisk sprinkleranlæg, selvom der skulle være det.

Det viste sig også, at en række plejehjem i andre kommuner heller ikke havde styr på brandsikkerheden.

00:50

VIDEO: Brandsikkerheden på landets plejehjem er for dårlig. 'De har simpelthen ikke styr på det', lød udmeldingen fra transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) for mindre end en måned siden. Videoen er fra 31. januar 2019.

Luk video

Nu har et flertal bestående af Dansk Folkeparti, Alternativet, Det Radikale Venstre, Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti stemt for en vedtagelsestekst, der betyder, at partierne nu blandt andet vil arbejde for at begrænse kommunernes muligheder for at få dispensationer fra brandkrav.

Konkret ønsker partierne, at dispensationer fra bygningsreglementets brandkrav skal tidsbegrænses. Flertallet i Folketinget har også besluttet at arbejde for at udvide de lovpligtige brandsyn i plejeboliger.

- Vi taler om vores allersvageste borgere, når vi snakker om beboere på et plejehjem. Derfor blev jeg forfærdet, da jeg fandt ud af, at der var så mange plejehjem, der ikke levede op til kravene for brandsikkerhed. Ældre skal trygt kunne flytte på plejehjem, og det er vores ansvar, siger folketingsmedlem Susanne Eilersen til TV2 ØSTJYLLAND.

Tre ældre kvinder mistede livet under branden på det østjyske plejecenter.

Vedtagelsesteksten, som et flertal i Folketinget altså har stemt for, er ikke bindende på samme måde som en ny lov.

Ifølge Venstres politiske ordfører, Britt Bager, skal aftalen mellem partierne forstås som en hensigtserklæring. Det er derfor også uvist, hvornår der kommer konkret handling bag ordene og hvilken form en eventuel endelig aftale får.

Læs også Webdok: Ilden tog Gudrun, Inger-Lis og Johanne på plejehjemmet

Men det betyder ikke, at det bliver taget mindre alvorligt, siger hun.

- Vi kommer til at følge det her helt til dørs. Vi kommer til at lave lovgivning, der sikrer, at alle plejehjem lever op til nogle meget høje foranstaltninger, siger Britt Bager til TV2 ØSTJYLLAND.

Branden begyndte i en bolig på plejecentret Farsøhthus. Da den kvindelige beboer flygter fra lejligheden, åbner hun døren ud til gangen. Det nærer ilden. På grund af åbne vinduer spredes ilden - meget hurtigt - ned til spisekøkkenet.

Har påvirket alle

Ifølge Britt Bager har sagen om dødsbranden på plejehjemmet Farsøhthus påvirket alle medlemmer af Folketinget. 

- Der er ikke ét eneste medlem af Folketinget, der ikke er interesseret i, at det her bliver forbedret, så det skal vi nok holde hinanden oppe på allesammen, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Dødsbrand startede hos Bjørns mor: - Hun havde før tabt en cigaret

En rapport, som transport-, bygnings- og boligministeriet publicerede den 31. januar, viste, at "stort set alle" kommuner ikke lever op til kravene for brandsikkerhed.

Ilden bredte sig hurtigt under branden på plejehjemmet Farsøhthus. Foto: Per Øxenholt

Dengang viste de foreløbige tal, at tre ud af fire af de 164 bygninger, der er omfattet af krav om sprinkleranlæg, ikke havde det. Kun i 17 af tilfældene var der givet dispensation. 

Omkring en femtedel af det samlede antal undersøgte plejeboliger havde ikke styr på flugtvejsgange, eller der var registreret "mangler i forhold til de driftsmæssige krav", fremgik det af undersøgelsen.