Folketinget på traktortur
Tunø får torsdag og fredag vigtigt besøg
De glæder sig på Tunø. I dag og i morgen får øen nemlig vigtigt besøg. Det er medlemmer af Folketingets udvalg for landdistrikter og øer, som kommer på besøg på den bilfri ø.
- Vi glæder os og er meget glade for, at udvalget har valgt at besøge Tunø, siger formanden for Tunø beboerforening, Lotte Rekly, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Vi ser frem til at fortælle om, hvordan det er at være bosat på en ø - på godt og ondt. Vi er en del af udkantsdanmark, og vi har en række udfordringer - blandt andet - i forhold til infrastruktur og mobildækning og vil derfor gerne have politikerne til at tænke lidt anderledes end de gør nu, fortsætter hun.
Udvalget skal sammen med Tunø Beboerforening og tunboer ud og se øen og dens aktiviteter - en tur som selvfølgelig vil foregå på traktor.
Turen går blandt andet forbi Tunø Røgeri, Tunø Skole og så skal medlemmerne deltage i et åbent borgermøde på Thunø Kro, hvor særligt emnerne mobildækning, beredskab og færgefart skal diskuteres.
Øens dårlige mobildækning har tidligere haft konsekvenser for opkald til det lokale beredskab, og tunboerne vil derfor gerne have hjælp fra politikerne.