Folkeskole bruger fangeleg og stratego i undervisningen
Stilling Skole deltager i et nyt forskningsprojekt, der skal afsløre, hvordan bevægelse bedst muligt bruges til at lære.
Fredag foregår historieundervisningen for 9. klasse på Stilling Skole i gymnastiksalen. Selvom det måske lyder paradoksalt, så er det faktisk meningen.
For skolen er nemlig med i et stort forskningsprojekt, der blandt andet bliver lavet af professionshøjskolen VIA University College.
Læs også
Her skal det undersøges, hvordan bevægelse bedst muligt fremmer læring. Derfor er undervisningen fredag flyttet væk fra tavlen.
- Vi kan lave andre ting i undervisningen, fordi vi har lidt plads at lege med i gymnastiksalen, fortæller Morten Balslev, der er skolelærer på Stilling Skole.
Det giver også et afbræk i hverdagen, og det er samtidig noget, der gør eleverne glade. Det fortæller Daniel Gedsø, der går i 9. klasse på skolen.
- Eksamen kommer lige om lidt, så det er dejligt at få lidt anderledes undervisning inden da, siger han.
Stol-til røv virker ikke
I projektet, der har fået navnet iMOOW!, deltager 850 elever fra Østjylland.
Med så mange deltagere er der lejlighed til at prøve mange forskellige muligheder af i undervisningen.
Fredag bliver der blandt andet leget matematikstratego og fangeleg med fæstebønder på Stilling Skole.
Og det har altså en effekt, at al undervisningen ikke er ens, mener Morten Balslev.
- Det er vigtigt med en afvekslende skoledag. Bliver det hele stol-til-røv-undervisning, så drukner vi alle sammen, siger han og fortsætter.
- Med afvekslende undervisning får vi både større engagement og mere variation, lyder det fra skolelæreren.
Det samme oplever Daniel Gedsø.
- Jeg føler, at jeg kommer bedre ind i tingene og får en større lyst til at lære, slår han fast.